Langstrakte tunneldale og åsbakker har tidligere været nemme at få øje på i landskabet. I dag kan de være svære at få øje på, da de kan være skjult af skov og bevoksninger. Det har ganske enkelt været for besværligt at opdyrke dem, så de har fået lov til at vokse til. For åsbakkerne forholder det sig lidt specielt: Mange steder er de nemlig ligefrem forsvundet, gravet væk. De har simpelthen fungeret som depot for cement- og betonindustrien med let tilgængelige materialer i form af det fineste grus og sand. Det gælder f.eks. Mogenstrup Ås omkring Mogenstrup syd for Næstved og den sydlige del af Skuldelev Ås ved Roskilde Fjord.
De fleste af de lange og dybe dale, der gennemskærer Midt- og Østjylland, er tunneldale fra seneste istid. Det er langstrakt dallandskaber, der er dannet under isen, når floder af smeltevand sommer efter sommer strømmede mod gletsjerporte i isens rand. Da Weichel-istidens gletsjere for 20.000 år siden for alvor begyndte at smelte, løb vandmasserne mod syd og vest i tunnelrør under isen og eroderede voldsomt. Resultatet er store, dybe render i underlaget. I dag ses de som mægtige dalsystemer, der strækker sig fra østjyske fjorde til isens hovedstilstandslinje midt i Jylland. Smeltevandet dannedes om sommeren, hvor solstråling, luftens varme og nedbør smeltede isen. Jo varmere sommeren blev, jo hurtigere smeltede gletsjerens overflade. Vandet løb ned igennem revner, spalter, kanaler og brønde i isen. Inde i ismassen opstod et forgrenet net af sprækker, som smeltevandet sivede ned igennem. Når smeltevandet nåede underlaget, samledes det i tunneler og fossede ud til gletsjerporten, og videre ud på den anden side af isen.
Tunneldale opstår, når floder af smeltevand eroderer landskabet under en gletsjer. Åsbakker opstår, når smeltevandet løber langsomt under isen og ikke længere transporterer udvasket materiale ud foran gletsjeren. Materialet aflejres i stedet i tunnelen under isen. |
![]() |
I Danmark har tunneldalene forskellige størrelser. De er størst i Midt- og Østjylland og mindre på Sjælland og Øerne. Fra den vestlige del af Limfjorden går flere tunneldale mod syd til den øst-vestgående del af isens hovedstilstandslinje. Disse tunneldale er forholdsvis korte og har en længde på omkring 10 km. Ofte har de en bredde på mere end en kilometer. Det gælder f.eks. Jordbro Å-dalen, der strækker sig fra Hjarbæk Fjord til Kongenshus Mindepark vest for Viborg. De største jyske tunneldale, er mere end 1 km brede og har dalsider, der rejser sig op til 100 m over den flade dalbund. I tunneldalenes østlige dele, der også er de lavestliggende, ligger i dag de østjyske fjorde, og videre østpå fortsætter dalene ud på Bælthavets og Kattegats bund. Flere tunneldale i Østjylland er meget lange og kan følges op til 75 km gennem landskabet. De løber som nævnt typisk fra en østjysk fjord til et toppunkt, der sandsynligvis har fungeret som smeltevandsport i isranden. Herfra har smeltevandet spredt sig ud over smeltevandssletterne vest for gletsjerne.
En af disse dale er Vejle Å-dalen, der er ca. 40 km lang. Ved fjordmundingen 18 km øst for Vejle er tunneldalen 5 km bred med dalsider, der når op i 50-80 m’s højde. Lige vest for Vejle er tunneldalen 1,7 km bred, og her når dalsiderne op i en højde på over 100 m. Helt ude ved isranden i Bindeballe er dalen ca. 2 km bred med dalsider, der når op i ca. 80 m's højde. En af de længste tunneldale, hvis østlige ende udgør Mariager Fjord, slutter ved Hald Sø tæt på Viborg, lige netop hvor isens hovedstilstandslinje slår et næsten vinkelret knæk fra vest mod syd. Undervejs har tunneldalen flere nuværende søer som Klejtrup Sø, Rødsø, Loldrup Sø og Viborg Søerne. Knap 5 km sydligere, følger en tunneldal, der er næsten parallel med ovennævnte, og som indeholder Glenstrup Sø, Tjele Langsø og Vandsø-dalen. Et andet eksempel er Aarhus-dalen med søerne Brabrand Sø, Tåstrup Sø, Ravnsø, Knudsø, Birksø, Julsø, Brassø, Torsø, Silkeborg Langsø og den vestlige Funder-dal. På Fyn finder man tre tunneldale nordvest for Odense, hvoraf den ene er 10 km lang. En tunneldal går næsten på tværs af Sjælland fra Køge Bugt til nord for Tissø.
Åsbakker eller åse, er langstrakt bakkekæder med en anseelig længde. Flere åse har en længde på op til 15-20 km. De enkelte bakkekæder har ofte et slingrende forløb og en påfaldende ensartet højde i et ellers fladt landskab. De er opbygget af sand og grus overtrukket af et tyndt morænedække. Åsbakkerne er dannet i en periode, hvor iskappen var begyndt at vige, og gletsjerne havde mistet deres dynamik. Isen var simpelthen gået i stå og måske blevet til dødis. Ved dannelse af åsbakker har smeltevandet løbet langsomt under isen. Det betyder, at materiale ikke længere er blevet transporteret ud foran isranden, men er bundfældet som lagdelt sand og grus inde i istunnelen. Der er sket en opbygning af lagdelt materiale i tunnelfloden, og i takt med, at flodbunden hævede sig, smeltede vandet sig op igennem tunnellens isloft. Herved frigjordes materialer i gletsjerens is, og aflejringerne på bunden voksede sig højere og højere og samtidig bredere. På den måde kunne en bakke med en højde på 20-25 m sagtens være aflejret i en istunnel, hvor vanddybden har været under 5 m. Når isen så var smeltet helt bort, fremstod åsen som en forvokset afstøbning at den tidligere istunnel.
Åsbakker findes på Sjælland, Fyn og på flere af de andre øer. I Midtjylland, hvor man finder de store tunneldale, findes ingen åsbakker. De forekommer kun inden for de sidste områder med is. De største bakkekæder er Mogenstrup Ås ved Næstved i Sydsjælland, Strø Bjerge ved Frederiksværk og Skuldelev Ås langs Roskilde Fjord fra Østby Mark til Skuldelev Strand og ikke mindst Køge Ås, der strækker ind i Midtsjælland.