Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Smeltevandsflader

De store smeltevandssletter i Vestjylland er skabt for 20-22.000 år siden. Enorme mængder af smeltevand skulle ledes bort fra isens overfladen og inde fra undersiden af gletsjeren. Det skete gennem meget store smeltevandsfloder. De fleste kom fra tunnelsystemer under isen. Vandmasserne medførte store mængder af materialer, som isen og smeltevandet gravede ud af isens underlag. Materialet blev aflejret som store, næsten plane flader uden for isranden. De ses ikke mindst i Midt- og Vestjylland uden for det område, der havde været dækket af is.


Smeltevandet

Langs isens hovedstilstandlinje kan man se, hvor vandstrømmen fra de store tunneldale har været kraftigst. Her er der dannet store aflejringskegler, hvorfra terrænet tydeligt falder stærkt i retning væk fra den gamle gletsjerrand. Vest for Viborg ses eksempelvis tre aflejringskegler. Her havde smeltevandet frit løb mod både vest og syd og aflejrede store mængder sand og grus i vifteformede kegler, hvis toppunkter stadig kan ses i landskabet. I forlængelse af keglerne er der dannet store smeltevandsflader eller smeltevandssletter, hvor sandet og gruset lagde sig lag på lag. Det kan bl.a. iagttages i kanten af Kronheden syd for Lemvig og ved Alheden omkring Skelhøje ved Hald Sø. De områder, hvor smeltevandssletterne blev dannet, har dog ikke helt kunnet bevare deres jævne præg. Da gletsjerisens rand flyttede østpå, var der stadigvæk store vandmængder, der skulle ledes bort. Det resulterede i store flodsystemer, som efterhånden skar sig ned i de aflejrede grus- og sandflader og udformede brede floddale i det flade landskab. Et eksempel herpå er Karup Å, der over tid havde forskellige forløb på sin vej over Alheden og ud til Limfjorden omkring det sted, hvor vi i dag finder Skive. Efterhånden aftog mængden af det vand, der skulle bortledes, og de aktive vandløb blev stadig smallere og efterlod den oprindelige, brede floddal som et højere liggende, tørt område, mens den smallere å stadig skar sig ned i sit leje.


Storå har skåret sig dybt ned i Karup Hedeslette vest for Yllebjerg. Åen har udformet en erosionsdal i sletten med adskillige slangebugtninger vestpå.

Udbredelse af smeltevandsflader

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Smeltevandssletterne i Vestjylland er skabt, da store smeltevandsfloder ledte enorme mængder smeltevand bort fra isen for 20-22.000 år siden.


Hedeslette med vegetationsløs indlandsklit, hvor sandet i modsætning til de hvide kystklitter, har en gullig farve på grund af hedesandets indhold af jernforbindelser. I forgrunden en lav, delvis tilvokset hedeklit. Spredte træer af skov-fyr.
Indsande

Flere steder på de jyske smeltevandssletter finder man områder, som hedder noget med ”Sande”, f.eks. Grene Sande nær Billund eller Vrads Sande syd for Silkeborg. Det er lokaliteter, hvor hedeslettens sand er føget sammen til større eller mindre bakkedannelser. I en del af disse bakker kan man se brud i overfladen, hvor det underliggende sand er blottet. Det karakteristiske for sandet i disse brud er, at det i modsætning til sandet i de yderste kystklitter har en let gullig farve. Denne type af indlandsklitter kaldes oftest indsande for tydeligt at markere den geografiske forskel på de to sandaflejringer.

Allaget
Al er et hårdt jordlag, som det er svært at trænge igennem. I en kalkfattig og sur jordbund nedbrydes døde plantedele langsomt, derfor dannes der efterhånden et tykt, surt morlag under planterne. Syren fra morlaget er i stand til at opløse en række stoffer i de øverste jordlag, der føres med regnvandet længere ned i jorden og efterlader det øverste jordlag, som man kalder blegesand, helt tømt for næring. De udvaskede stoffer udfældes længere nede i et hårdt, næsten uigennemtrængeligt lag, det er selve allaget. Her findes store mængder jernoxid. Allaget kan være rødligt eller sort, og når det er så svært at trænge igennem, er det fordi dets sandkorn er ”limet” sammen af jernoxid og organisk stof.

Indlandsklitter og afblæsningsflader


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

På Grindsted Hedeslette, der er en smeltevandsslette få kilometer vest for isens hovedstilstandslinje, er smeltevandssand blæst op i klitter.

Planterne på smeltevandssletterne

Smeltevandssletterne har været de danske lyngheders hjemsted, siden hedelyng sammen med de første træer bredte sig ved sidste istids ophør. Hedelyng, der er en stedsegrøn, lyskrævende dværgbusk, har sandsynligvis vokset i lysninger mellem sletternes træer i de første mange år. Træerne var især stilk-eg, bævre-asp og skov-fyr. Hedelyng er en surbundsplante, der ikke kræver særlig megen næring, så de sandede, kalkfattige hedesletter passede den godt. Efterhånden som de vestlige dele af Jylland blev befolket op gennem tidlig middelalder, blev der fældet stadigt flere træbevoksninger. Det betød stadig større lysåbne arealer, og det var til gunst for hedelyng. Hedelyng blev brugt på mange måder. Den blev brugt til kreaturfoder om sommeren og om vinteren (tørret), til brændsel, til byggemateriale og til tækning af huse. Disse anvendelser passede hedelyngen godt, for hvis planterne skæres eller bides tilbage til nær jordoverfladen, så reagerer de med at danne nye skud. På den måde kan man til stadighed holde en god bestand af hedelyng. Ellers bliver planterne kun omkring 25 år gamle og skal derefter fornys fra frø.


Hedelyng vokser på heder, overdrev, i højmoser, klitter og i nåleskove. Hedelyng er almindelig på Bornholm og i det meste af Jylland. I resten af landet er den temmelig sjælden.


Urfuglen forsvandt fra heden

Urfuglen, den store, skandinaviske hønsefugl, var indtil midten af forrige århundrede relativt almindelig på hederne i Midt- og Vestjylland. De vakte især opsigt i parringstiden, hvor områdets hanner udførte deres rituelle parringsspil. Men mange yngleområderne blev inddraget til landbrug og plantage. Andre skiftede karakter og groede til med græsser, især bølget bunke og blåtop, eller med forskellige former for krat. Dermed formindskedes urfuglenes muligheder for at skaffe sig føde og tilstrækkeligt med fred til rugning.


De fleste smeltevandssletter er opdyrkede

I 1700-tallet begyndte man så småt at inddrage smeltevandssletterne til dyrkning. Det var lykkedes at få et antal tyskere, de såkaldte kartoffeltyskere, til at slå sig ned på nogle områder omkring Grønhøj og Frederikshøj, hvor de skulle begynde en kartoffeldyrkning. Forsøget mislykkedes næsten totalt, og de fleste af de arme tyskere henlevede en kummerlig tilværelse i de efterfølgende år. En væsentlig årsag til, at dyrkning ofte mislykkedes, var den ubekvemme jordbund, hvor det hårde allag skulle brydes op for at komme ned til en planteegnet jord. Det var et umenneskelig hårdt arbejde. I 1866 oprettedes Det Danske Hedeselskab. Herefter kom der gang i hedeopdyrkning både til landbrugsformål og til etablering af plantager. Når man i dag færdes på de gamle smeltevandssletter, opleves det som store, veludviklede landbrugsområder. Der er dog to ting, der falder i øjnene - de mange læhegn og de store vandingsanlæg. Begge dele er helt uundværlige for et velfungerende landbrug. De moderne læhegn, der næsten udelukkende er nord-sydgående, er de fleste steder bygget op af 3-5 rækker af høje træer og lave buske. Læhegnene beskytter mod vestenvinden og nedsætter både risikoen for jordfygning og vindens udtørring af jordbunden. Da de sandede smeltevandssletter er meget dårlige til at holde på regnen, bliver man de fleste steder nødt til at supplere nedbøren med kunstvanding. Det sker ved store vandingsanlæg, der spreder vandet ud over markerne. Vandet hentes enten fra nærliggende åer og grøfter, eller også hentes det op fra grundvandet af lokale pumper.


Kartoffellægning på helt flad sandjordsmark mellem Frederiks og Karup. Marken er én kilometer lang fra landevejen til læhegnet i det fjerne.

  Download PDF-version af Smeltevandsflader

  Download opgaver til Smeltevandsflader