Den nordligste del af Skagen Odde set fra stranden ved den 12 m høje klit, Karred, på Østkysten. Begrebet odde er lidt svært at forstå, når det gælder et kæmpelandskab som Skagen Odde, fordi den ikke kan overskues på én gang. Indtil jernbanen fra Frederikshavn til Skagen blev indviet i 1890 foregik al transport fra Aalbæk til Skagen med hestevogn langs stranden her. En tur, der ofte var besværlig.
Skagen Odde er et af de største oddekomplekser i Verden. Siden Stenalderen er den vokset til sin nuværende længde på 33 km hjulpet godt på vej af landhævningen, og den vokser stadig mod nordøst med 6-8 meter om året. Det landskabselement, vi kalder Skagen Odde, består af flere forskellige landskabstyper, der er smeltet sammen efter aflejring af sand og landhævning. Her har havet, vinden og landhævningen forenet deres kræfter. Skagen Odde er et ungt, dynamisk oddelandskab. Det hele begyndte for 7-8000 år siden, hvor en Littorinaskrænt af moræne mellem Tversted og Frederikshavn var Vendsyssels nordkyst. Siden er enorme mængder af sand blevet frigjort ved erosion langs vestkysten i Nordjylland og transporteret af strøm og bølger til et områder nordøst for det nuværende Hirtshals.
Da Skagen Odde på alle måder er et dynamisk landskab, der hele tiden er under udvikling og forandring, ændrer den yderste spids hele tiden udseende.
Et tilsvarende system af strandvolde voksede op fra Frederikshavn-siden. På et tidspunkt, hvor begge systemer af strandvolde mødtes og fik kontakt med småøer og istidsbakker, der blev løftet op af havet pga. landhævningen, blev havet mellem de vestlige og østlige strandvolde til strandsøer. Der var nu dannet en bred odde, som fortsatte med at vokse mod nordøst i kraft af konstante havstrømme, der blev ved med at opbygge nye langstrakte systemer af strandvolde uden på de gamle. Denne konstante aflejring af sand og grus som revler og strandvolde, der kom til at ligge uden på hinanden, blev med tiden til strandvoldssletter. Odden stabiliseredes ved landhævning og klitdannelser.
På grund af stormflod og sandfygning er den bymæssige bebyggelse flyttet et par gange op igennem historien. Først i 1907 blev Skagen Havn indviet og fiskepakhusene, der er tegnet af Bindesbøll, blev taget i brug i 1908.
I Råbjerg Mose, Kragskov Hede, Tolshave Mose, Måstrup Mose og flere andre af de områder, der blev basis for den fremvoksende odde, kan man i dag se fragmenter af et markant rimme-doppe-landskab, hvor strandvoldssystemerne kan følges i en retning, der først gå mod nordvest fra Frederikshavn langs Littorinaskrænten. De yngre strandvolde svinger direkte fra Frederikshavn mod Ålbæk. Rimmerne og dopperne, der henholdsvis er strandvoldssystemernes langstrakte rygge og lavninger, ligger som parallelle systemer over adskillige kilometer. På et topografisk kort kan man se deres drejning, idet en række moser, åløb og derfor helt naturligt også marker og landeveje den dag i dag følger systemet.
Yderst på Skagens gren skjules ældre systemer af strandvolde af høj vegetation.
En krumodde i fortsat udvikling. Krumoddesystemet har indsnøret et par mindre strandsøer.
Strandvoldssletternes landskab består af rygge med en bredde på 10-50 meter med mellemliggende lavninger, der er 1-3 meter lavere. Rimmerne er opbygget at strandsand og grus på et underlag af strandsand. Sandtilførselen har været rigelig i et strandområde med små vanddybder. Ved den fortsatte oddedannelse i historisk tid opbyggede strandvoldene fra vest og fra øst et krumoddekompleks, og et større havområde snøredes inde og blev til Gårdbo Sø, der nu er tørlagt. Systemer af strandvolde aflejredes fortsat mod nordøst, og landstigningen fortsatte. På vestkysten blæste vinden sand op i høje klitter, og tidligere aflejringer blev nedbrudt af havet og ført mod nordøst, hvor materialet indgik i nye strandvolde i den fortsatte opbygning af Skagen Odde.
Rimmerne ved Bindslev er et besynderligt og lidt uhyggeligt landskab. Her, hvor de første strandvolde begyndte at krumme under dannelsen af en kæmpe krumodde for omkring 7000 år siden, kan man den dag i dag finder langstrakte mosehuller, der følger dopperne i strandvoldssystemet.
En halv kilometer nordøst for Bindslev ligger et af de ældste rimme-doppe-landskaber, hvor Skagen Odde tager sin begyndelse. Her finder man i dag en serie vandfyldte og moseagtige dopper med en længde på et par hundrede meter. Dette system af rimmer og dopper blev senere til den kæmpe krumodde, der indsnørede det havområde, der senere blev til Gårdbo Sø.
I den yderste strandvoldsslette på Skagen Nordstrand er lavningerne, der også kaldes dopperne, endnu ikke blevet til langstrakte, moseagtige vandhuller som længere inde på strandvoldssletten.
På den nordligste del af Skagen Odde er terrænet mellem Skagen by og Grenen en strandvoldsslette. Her ses en række lave, langstrakte strandvolde, der ligger parallelt med den nordlige kystlinje. De sand- og grusmasser, der udgør strandvoldssletten, er tilført fra vest og stammer fra nedbrydninger længere nede ad oddens vestside. Her er nedbrydningen så stor, at kysten i dag løber næsten vinkelret på de gamle strandvolde.
I den yderste og yngste strandvoldslette er dopperne endnu ikke blevet til langstrakte mosehuller. Her ses en doppe-lavning mellem to rimmer.
Ud for Marstal ligger Ærøshale og danner læ for havnen. Lokaliteten er i virkeligheden et helt system af krumodder, der er skabt af en østgående strøm.
Et system af krumodder danner læ for havnen i Marstal.
Flødebøtten består af flere strandsøer, der er indsnøret af et system af krumodder. På billedet ses strandsøer og krumodder i flere stadier. Flødebøtten har et rigt fugleliv.
Flødebøtten er strandsøer, der er indsnøret af et system af krumodder. Krumodder dannes, når bølgestrømmen bøjer af rundt om oddens spids og samtidig mister sin energi, hvorved medført materiale aflejres.
Flødebøtten ved Nørrefjord består af flere krumodder, der har indsnøret et par strandsøer.
På Iholm, der er en lille moræneø i Svendborg Sund, ses en retodde. Retodder dannes ved et pludseligt knæk på kystlinien eller ved en ø, hvor to havstrømme mødes.
|
Retodde Retodde er en ret og spids halvø |
|
|
Krumodde Oddespids der krummer ind mod land |
|
|
Fed Fed er en specielt formet odde, der er smal ved roden og breder sig ud i vifteform i den ydre ende. |
|
Fed er en oddetype, der er smallest ved den landnære del og bredest yderst. Som andre odder er et fed opbygget af sand og grus, som havet har aflejret i vifteformede strandvolde, der ofte er udformet som krumodder. Feddet ved Præstø er Danmarks største og 5 kilometer langt. Her har havet transporteret sand, grus og flint fra Stevns og aflejret det syd for Fakse Ladeplads, hvor kysten pludselig slår et knæk. Feddet indeslutter næsten Præstø Fjord.
På sin vis kan man sige, at Feddet ved Præstø udvikler sig omvendt af Skagen Odde. Hvor Skagen Odde er bredest ved sin basis langs den gamle kystlinje, er Feddet ved Præstø kun 6 – 700 meter bred ved sin basis og godt 2 kilometer bred ude ved de aktive strandvoldsdannelser yderst på feddet.
Et fed, som er kendetegnet ved sin form, er nemmest at overskue fra luften eller på et kort.
Feddet vokser stadig, når havet fører sand og grus fra Strandgårds Dyrehave og Stevns Klint sydover og aflejrer materialet på østsiden af feddet.
En række lokaliteter bestående af rester af morænelandskaber og ældre dannelser, der strækker sig ud i havet, og som er under nedbrydning, betegnes ofte som odder, men er nok i højere grad randmoræner og rækker af bakker, der med tiden er kommet til at hænge sammen ved drag. Det gælder f.eks. Sjællands Odde og Knudshoved Odde.
Plantevækst på oddesystemer under dannelse
Da de fleste oddesystemer er under stadig udvikling, ofte med tilførsel af nyt materiale i form af sand eller grus, må planterne findes mellem pionerarter, der har en stor frøsætning og en effektiv spredning af frø eller vegetativ formering i form af f.eks. under- og overjordiske udløbere. På de største, meget gamle oddesystemer som f.eks. Skagen Odde og Feddet ved Præstø Fjord har områderne eksisteret i så lange perioder, at der er opstået en blanding af halvkulturbevoksninger som plantage, lynghede og græsningsarealer med overdrevskarakter.
Den yderste del af Sjællands Odde er en moræneø med en højde på 29 meter. Her ses udsigten over Sejerø Bugt mod Højby Lyng. Sjællands Odde er en ca. 17 kilometer lang halvø mellem Sejerø Bugt og Kattegat. I Stenalderen var det en moræneø, der senere er blevet forbundet med morænebakken Lumsås ved aflejring og landhævning. Her ses nordkysten med Havneby.
