Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Moræneklinter

På vestsiden af Fyns Hoved består kysten af vegetationsløse moræneklinter, der rejser sig næsten lodret. Toppen af klinterne er dækket af et tyndt, græsbevokset jordlag. Klintfoden er godt beskyttet af store moræneblokke og et rullestensdække.
En klint er en stejl skrænt. Den mest almindeligt forekommende klinttype i Danmark findes langs kysterne og består af moræne. Klinterne er ofte en dramatisk afslutning på et blidt og bølgende morænelandskab ude ved havet. Den er opstået, hvor en morænebakke eller en moræneknold er blevet udsat for bølgernes kraft, så morænens ler, sand og sten er skredet ned på stranden.

Den unge klint, den gamle klint og den historisk gamle klint

I Danmark findes moræneklinter på tre udviklingstrin: Den unge klint, der står med en helt åben klintflade, som til stadighed eroderes, fordi den er ubeskyttet mod bølgernes hærgen. Ældre klinter, der ligger beskyttet mod bølgerne og ofte er groet til og udgør en stabil skråning, som dog godt kan være furet af regnvandskløfter. Og endelig findes der gamle klinter fra Stenalderen – de ligger ofte et stykke inde i landet i dag. Moræneklinterne findes overalt på steder, hvor morænelandskabet i dag eller tidligere har dannet fremspring på kysten.

Zoom i Molshoved

Mols Hoved
Mols Hoved er en 2½ kilometer lang og 47 meter høj moræneklint på den sydligste spids af Tved-halvøen på Mols. I klinten ses tydelige aflejringer fra tre perioder i den sidste istid. På stranden ligger ledeblokke, dvs. stenarter hvis oprindelse er kendt. Her er rapakivi fra Ålandsøerne, Rhombeporfyr fra Oslo-området og kinnediabas fra Vestsverige.

3D-billede af ledeblokke



Træk i skyder for at dreje billedet.
Kinnediabas, som man f.eks. finder på stranden nedenfor klinten på Mols Hoved, er en ledeblok fra Sverige.
 



Træk i skyder for at dreje billedet.
Rhombeporfyr er en vulkansk bjergart, der findes på marker og langs strande. Den er ført hertil fra området omkring Oslo af gletsjere under istiderne.

Udbredelsen af moræneklinter


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Moræneklinterne findes overalt i Danmark, hvor morænelandskabet i dag eller tidligere har dannet fremspring på kysten.

Morænens bestanddele

Efter en istid bliver morænen liggende tilbage og danner den nye terrænoverflade. Det er karakteristisk for morænen, at den består af partikler i alle størrelser. Uden nogen form for lagdeling eller sortering ligger de hulter til bulter mellem hinanden. De fineste partikler er ler, dernæst silt, sand, grus og sten. Den andel, de enkelte partikeltyper udgør af materialet i en moræne, varierer fra lokalitet til lokalitet afhængig af forskellige forhold i forbindelse med nedisning og efterfølgende afsmeltning.

Moræneklint eroderet af regnvand
Vestsiden af moræneklinten på Fynshoved ligger rimeligt godt beskyttet bag moræneblokke og et rullestensdække, derfor eroderes den kun sjældent af havet. Til gengæld udvaskes løst materiale af regnvand.

Tre hovedtyper af moræne

Morænen opdeles almindeligvis i tre hovedtyper efter det indbyrdes forhold mellem de forskellige partikelstørrelser. Først moræneler med mere end 15 % ler. Dernæst morænesand med mindre end 15 % ler og til sidst morænegrus, der næsten er uden lerpartikler. For at kunne have en klintfacade af den stejlhed, som vi ser langs de danske kyster, kræves et relativt stort indhold af det finkornede ler- og silt til at binde materialet sammen. Så udskridninger sker kun i forbindelse med stærkere påvirkninger fra nedbør, frost og kraftig bølgepåvirkning. De sten, man finder i renvasket form ved klintfoden, fortæller noget om, hvilke grundfjeldsmaterialer der har været inden for isens rækkevidde på dens vej. Derfor er det muligt at sige, at noget af materialet i klinten kommer fra bestemte steder i Skandinavien. Det kan være, at det er en rhombeporfyr fra Sydnorge eller en kinnediabas fra området ved Vänern i Mellemsverige. Derfor kalder geologerne disse karakteristiske sten for ledeblokke.

Klint øst for Katholm Skov
Efter en vinterstorm er klintens front styrtet ned. Ler sand og grus vaskes ud af Kattegats bølger, mens større sten bliver liggende på stranden.

Moraeneklinter
Aktiv klint
Den 6-8 m høje moræneklint ved Katholm Skov syd for Grenå står så lysende klar i sin klintprofil, at man kan se de forskellige lag i morænen.

Zoom i Katholm Klint


Unge klinter

En ung klint er interessant, fordi den til stadighed forynges ved skred. Den har synlige morænelag i klinten, sten i klinten og nede på stranden. Morænelagene fortæller om bakkens dannelse, og stenene fortæller geologisk historie. En ung moræneklint er karakteristisk ved sin nøgne flade, der ofte er vegetationsløs. Udseendet skyldes først og fremmest, at klinten hele tiden udsættes for bølgepåvirkninger fra havet – nogle dage kun i ringe grad, andre gange meget stærkt ved kraftig vind og store bølger. Når bølgeslaget rammer klintvæggen, bliver partikler i alle størrelser skyllet fri. Afhængigt af partiklernes størrelse bliver de derefter transporteret væk i kortere eller længere afstand fra klinten. De små partikler som ler, silt og sand kan enten føres bort af havet og aflejres ude på havbunden eller transporteres langs kysten. Senere kan de aflejres på steder med svagere bølgepåvirkning. Selv om det ikke er stenene, der fylder mest i klinternes morænemateriale, er det ofte dem, der præger stranden neden for klintens fod. På grund af deres vægt er det kun de færreste, der flyttes over længere afstande, til gengæld flyttes de frem og tilbage på stranden. Går man på stranden, især når der er hård vind og store bølger, kan man høre den raslede lyd fra mindre stykker, der flyttes ud og ind af bølgerne. De mindre sten virker som en slibemasse, der gør, at de fleste sten på forstranden bliver til fint afrundede rullesten.

Det er især i vinterhalvåret, den kraftigste nedbrydning af klinterne foregår. Her får bølgerne hjælp af frost, der kan medføre sprængninger, som får dele af klinten til at løsne sig. I særligt kolde vintre kan skruninger af havis presse sig ind mod klintfoden og dermed medvirke til ekstraordinært stort slid.


Ung moræneklint
En ung moræneklint der til stadighed forynges ved skred

Ældre klinter

Moraeneklinter
Moesgård Strand. Ældre tilgroede klinter ved Moesgård Strand.
På ældre og mere beskyttede kystklinter går nedbrydningen langsomt. De ligger typisk langs nogle af vore dybe fjorde, hvor bølgernes kraft er beskeden. Her kan man møde krat med almindelig hvidtjørn, slåen, hunde-rose og evt. også bukketorn.

Digesvalerne bor i klinten

Digesvalen er den mindste af vore svalearter. Med sin brunlige ryg er den ikke nær så iøjnefaldende som landsvalen og bysvalen. Man kan alligevel ikke undgå at lægge mærke til den, når man kommer til et af dens foretrukne redeområder, som bl.a. findes i de lerede kystklinter. Digesvalen er en af de få danske fuglearter, der bygger rede i en gang, der er gravet ind i jorden. Det sker gerne, hvor der er en nogenlunde lodret, ubevokset flade at grave i. Det finder man netop i moræneklinten med indslag af fint smeltevandsaflejret materiale, f.eks. silt. Reden placeres inderst, her kan svalen have op til 7 æg. Digesvalen er en selskabelig anlagt fugl, så hvor redepladsen er god, ser man et stort antal redehuller oppe nær klintens top. Gerne i de øverste, lidt mørkere lag, der indeholder rester af nedbrudt plantemateriale, som stammer fra arealerne oven for klintens eller grusgravens kant. Hvert svalepar får oftest to kuld unger. Så hen på sommeren og først på efteråret er det et mylder af digesvaler, der jagter insekter ude over havet.


Gulstav på Langeland
I den øvre del af klinten har digesvalerne indtaget og gravet redegange. Står man nedenfor i yngletiden, kan det føles som at stå midt i en sværm af dansemyg. I høj fart flyver svalerne til og fra kolonien, så man må undres over, de ikke flyver ind i hinanden.
Moraeneklinter
Lønstrup Klint
Det ligner mest af alt et bjerglandskab. ’Tinderne’ er de yderste hjørner af de opskubbede flager af issøler. Herimellem ses det gule smeltevandssand, som vinden blæser op i kæmpeklitten ovenpå, når det er tørt. Øverst ligger et tyndt lag moræneler.
Lønstrup Klint <
Lønstrup Klint består af en blanding af ler, sten og grus samt aflejringer af flyvesand. Frosne flager af ler blev skubbet op af isen og ligger som dominobrikker over en strækning på 13 km.

Gamle kystklinter fra Stenalderen

For ca. 9000 år siden begyndte havet i det nordlige Danmark at stige voldsomt på grund af kraftig isafsmeltning i Nordamerika. Store dele af Thy, Hanherred, Vendsyssel og Himmerland blev oversvømmet, så kun de højestliggende moræneområder og gammel havbund fra ishavstiden stak op af havet som sammenhængende landmasse og spredte øer. Langs mange af kysterne ud mod dette hav, der kaldes Littorinahavet, blev der dannet stejle moræneklinter. For 6000 år siden hævede landet sig igen, og kystklinten kom til at ligge et godt stykke indenfor den nuværende kystlinje. Klinterne er siden blevet eroderet af vind og regn. Mange steder er der udskridende partier på grund af trykvand fra det bagved liggende landskab. Derfor står de i dag mindre stejlt end tidligere. Flere steder på klintsiderne ser man også, at de er blevet gennemskåret af regnvandskløfter. Da der ikke længere foregår nedbrydning, der kan holde klintsiden åben, bliver den efterhånden helt groet til med buskads eller skovbevoksninger med undtagelse af arealer, hvor der foregår afgræsning.


Retablering af et oprindeligt landskab
På grund af sit landskabelige særpræg blev området mellem Lien og Fosdalen i Hanherred opkøbt af Staten i 1902 til fredning. Men i løbet af få år sprang hele området i krat og skov, så de tidligere lyngarealer forsvandt, og klinten blev væk i landskabet. Til gengæld voksede en frodig skovbundsflora frem. I de senere år har man dog ført flere af områderne tilbage til deres oprindelige udseende.