Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Moræneflader

Da isen fra sidste istid var helt borte, havde det frilagt Danmark med et andet udseende end vi kender i dag 11.700 år senere. For det første var det meste af landet én sammenhængende landmasse. Kun den nordligste del af den nørrejyske halvø langs Jammerbugten var dækket af hav. For det andet var landet dækket af et materiale, der dannede store, mere eller mindre jævne, ubevoksede flader, eller som var skubbet op i enorme bunker. I geologisk fagsprog kaldes dette materiale og selve landskabet, som materialet danner for moræne, - det betyder oprindeligt ’rullesten’ eller ’løse sten’ på fransk og består af ler, sand, grus og sten.


Bundmorænen

De store morænebunker, som vi i det nutidige landskab kalder morænebakker, blev dannet langs gletsjerranden, de er emnet for næste kapitel. Morænefladerne, som vi også kalder bundmorænen, blev derimod aflejret inde under isen. Bundmoræne består af materiale, der blev slæbt med under og indesluttet i gletsjerne på deres vej til Danmark. En del af dette materiale er således fra Østersøens og Danmarks undergrund.

Gletsjerne gnaver i fortiden

De øverste jordlag i de landskaber, som Weichsel-tidens gletsjere passerede på deres vej, bestod for hovedpartens vedkommende af moræne fra den forrige istid, Saale-istiden. Mellem Weichel og Saale lå en mellemistid, der varede ca. 12.000 år. I den periode blev der dannet et muldlag på de tørre områder. I søer, kystnære områder og andre fugtige steder var der dannet mineral- og tørveholdige aflejringer. Nogle steder fik isen kontakt til væsentligt ældre dannelser som det bornholmske grundfjeld. Klippernes overflade bærer stadig tydelige skurestriber fra ismasserne, på hvis underside hårde "slibematerialer" som sten og grus var fastfrosset. På Stevns, på Norddjursland og flere steder i Nordvestjylland fik ismasserne også kontakt til de højtliggende kalklag fra den yngste kalkperiode. Denne kontakt medførte løsrivning af de stykker af bl.a. bryozokalk og flint, man i dag kan finde som sten i moræneaflejringerne andre steder i landet. På Møn fik den kontakt med skrivekridt. Under gletsjernes passage hen over det danske landskab er de underliggende lag blevet udjævnet.


Bundmorænelandskab ved Kollerup nordvest for Horsens. I Østjylland veksler morænen med store tunneldale og dødislandskaber.

Udbredelsen af moræneflader

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Lendum i Thy


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Zoom i Lendum
(Zoom ind for at se detaljer.)

Morænefladen ved Lendum er stort set uden fremtrædende dalstrækninger eller bakker. Her er overfladen let bølget, og højdeforskellen mellem de højeste og laveste områder i terrænet er ikke mange m.


Morænen på toppen af kalken bag Stevns Klint er flad. Et gletsjerfremstød fra øst og syd har simpelthen høvlet alle ujævnheder af.
Flade bundmoræner

De danske bundmoræneområder ligger som tidligere nævnt oven på aflejringerne fra Saale-istiden eller smeltevandssletter eller andre bundmorænelandskaber fra ældre isfremstød i sidste istid – derfor er de flade. Saale-istidens aflejringer, der også var moræne, havde en ujævn overflade med bakker og dale. Selv om Weichsel-isen så lagde et nyt lag bundmoræne ovenpå, blev det tidligere landskabs former kun i et vist omfang sløret. I nutidens landskab optræder der derfor både områder med helt flad bundmoræne og områder, hvor bundmorænen danner bløde bølger. Ser man på geologiske kort over det danske landskab, ser man, at flade bundmoræner specielt optræder i det sydøstlige Danmark. Ja, hele Lolland er ét stor, fladt bundmoræneområde. På Fyn er det især det nordøstlige område mellem Nyborg og Bogense, der er præget af flade områder. På Sjælland finder man først og fremmest flade bundmoræner fra Stevns og ind mod Slagelse-Sorø-egnen. Endelig er der et mindre område vest og sydvest for København. Det er fra gammel tid blevet kaldt Heden eller Hedeboland. Umiddelbart studser man over navnet i dag, hvor de fleste forbinder ordet hede med områder bevokset med hedelyng i Midt- og Vestjylland. Forklaringen er den, at fra gammel tid har ordet hede blot betyder en åben slette.


Bølgede bundmoræner

Den bølgede bundmoræne er mere jævnt fordelt ud over Danmark. På Falster består den nordlige og centrale del af øen af bølget bundmoræne. På Bornholm er den sydvestlige del af øen også med bølget moræne. Resten er mere eller mindre blottet grundfjeld med åbne sprækkedale. Syd for Limfjorden ligger den bølgede bundmoræne jævnt spredt ud over hele Jylland øst for isens hovedstilstandlinjen. Her veksler morænen med dødislandskaber og store tunneldalssystemer.


I Østjylland findes mange bundmoræner.

Vejle Å-tunneldal

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Lige vest for Vejle rejser dalskrænterne sig til højder på over 100 m. Ved Slelde i Vejle Å-dal tunneldalens nordside når dalsiden en højde på 107 m.
Bakker der ikke er bakker

Kører man en tur op igennem Østjylland ad de gamle hovedveje nr. 170 og 180 fra Fredericia til Aalborg, oplever man, at det ”bugter sig i bakke og dal”. Men der er ikke mange bakker her. Man lægger sikkert også mærke til, at de dybeste dale i det østjyske område findes i forbindelse med de store østjyske fjorde. Det gælder f.eks. ved Vejle Fjord eller ved Hobro i bunden af Mariager Fjord. Studerer man de geologiske overfladekort, kan man se, at dalene og de højtliggende partier mellem dem ligger nogenlunde vinkelret på de store randmoræners hovedretninger. Forklaringen på bakker og dale i det østjyske landskab er, at det forholdsvist plane bundmorænelandskab er blevet gennemskåret af dybe tunneldale, som er skabt af smeltevand under isen. På den måde er sammenhængende områder med højtliggende bundmoræne blevet opdelt i store flade landskaber, der virker som bakker, fordi de er adskilte af dybe dale. Bakkerne er imidlertid tunneldalenes stejle skrænter.


Moraeneflader
Et tyndt lag sne fremhæver landskabets linjer, i morænefladen.

Kampesten og vandreblokke

I murværket omkring vores gamle landsbykirker og i digerne, der omslutter kirkegårdene, finder vi store stenstykker. Vi kalder dem kampesten. Kampesten betyder store, rå, utilhuggede sten. Det er helt sikkert sten, der er indsamlet i det omgivende landskab. Det kan være kampesten, der med isen er blevet bragt hertil fra Norge og Sverige, de kaldes ofte vandreblokke. Begrebet er udtryk for den rejse, de har været på fra deres oprindelige hjemsted. Kampesten anvendes også ved havneanlæg eller som kystsikring. Nyere havneanlæg har med al sandsynlighed fået stenene fra Bornholm, Sverige eller Norge. En del af de kendte vandreblokke er efterladt direkte på den nuværende jordoverflade. Andre er gravet frem, ofte i forbindelse med markarbejde eller større anlægsarbejder. På Bornholm findes vandreblokke af lokal oprindelse. De er kun flyttet over kortere afstande på øen. Den hidtil største danske vandreblok er Hesselagerstenen eller Dammestenen på Østfyn. Det er en 10 m høj granitsten, der vejer 1000 tons. Den menes at komme fra Sydsverige. Eksakte vægttal på disse store vandreblokke er vanskelige at give, da de færreste er blevet vejet. Man må benytte sig af opmålinger og beregninger af rumfang og nå frem til en skønnet vægt. Ud over de vandreblokke, vi kender i dag, ligger der uden tvivl adskillige godt gemt i morænen.


Nord for Kalø slotsruin ligger Bregnet Kirke fra 1400-tallet. En gammel kirkegårdsmur er opført med kampesten, der sikkert er bragt til egnen under sidste istid.

Vandreblokke er også ledeblokke

Det er altid spændende at finde ud af, hvor fremmede ting stammer fra. Det gælder selvfølgelig også alle de sten, som vi har fået tilført udefra med istidernes gletsjere. Det er så heldigt, at de grundfjeldsområder i Sverige og Norge, som har leveret materiale til os, er forskellige fra hinanden i strukturer, mineralmønstre og farve. Stenene herfra kaldes ledeblokke, for man kan ofte afgøre, hvor de stammer fra. En ledeblok er især interessant, når den kommer fra et område, hvor den pågældende bjergart kun findes inden for et meget snævert område. En bjergart med et meget stort udbredelsesområde kan jo være meget svær at stedfæste. Blandt de gode ledeblokke er rhombeporfyr og larvikit fra Osloegnen. Fra Sverige er det bl.a. kinnediabas fra området ved Kinnekullen, påskallavikporfyr fra Kalmarområdet og ålandsrapakivi fra Ålandsøerne. Den letteste måde at finde de forskellige sten på, er at lede efter dem blandt rullestenene på vore kyster. Her kan de være skyllet ud af nedfaldne klintpartier i en moræneklint, eller de kan være vasket op fra lavvandede kystområder, hvor isen i sin tid afleverede dem. Stenene på stranden har den fordel frem for fund direkte i jorden, at de gerne er slidte og afrundede, så mineralstrukturen træder godt frem. Samtidig er de enkelte mineraler ofte meget tydelige, så længe stenen er våd. Ledeblokke kan også fortælle noget om, hvilken retning de enkelte gletsjere har haft ned gennem Skandinavien.


Dammestenen er Danmarks største vandreblok. Stenen er en lys grårød granit, måske fra Sverige, med smalle bånd af mørk grå diabas, der er en vulkansk bjergart.

  Download PDF-version af Moræneflader

  Download opgaver til Moræneflader