Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Landskaber med moler

Sejler man i den vestlige ende af Limfjorden eller traver langs nordkysten af Mors og Fur, kan man ikke undgå at se nogle stejle, fint stribede klinter ud mod vandet. Klinterne er dannet af moler. Det første led ”mo” i dette noget særprægede navn betyder ifølge gamle kilder ”en slags”. Altså skulle moler være ”en slags ler”.



De røde og gule molerlag og de sorte askelag har forskellige tykkelser og giver derfor oplysninger om varighed på aflejringer og de forskellige vulkanudbrud op igennem perioden.
Molerets dannelse

For ca. 55,5 millioner år siden begyndte en periode, som geologerne kalder Eocæn. I den periode, der varede i godt 20 mio. år, var Danmark dækket af et dybt hav. Overfladen har sikkert haft samme temperatur som overfladen af et subtropisk hav i dag. Ved havbunden har vandet været koldt, surt og iltfattigt. Forholdene i de øvre vandlag var gode for den store gruppe af mikroskopiske planktonalger, der hedder kiselalger eller diatoméer. De fandtes derfor i Eocænhavet i enorme mængder. Kiselalgens celle er beklædt med en todelt skal, hvis over- og underdel passer ind i hinanden som bund og låg i en æske. Skallen er dannet af meget svært opløseligt kisel, der mest består af mineralet silicium. Når den enkelte alge døde, sank dens kiselskaller langsomt til bunds og dannede sammen med ler og kalk de tykke lag, der i dag kendes som det lyse moler. I samme periode bevægede kontinentalplade sig fra hinanden, så Atlanterhavet opstod. I den øvre jordskorpe var store vulkanudbrud med jævne mellemrum, og vulkansk aske faldt ned i områderne med de mange diatoméer. Asken aflejrede sig som de mørke lag i molerklinterne, der skiftevis er opdelte i ret tynde, lyse og mørke bånd.


3-D billede af moler fra Ertebølle



Træk i skyder for at dreje billedet.

Det lyse og rødgule moler er dannet af mineralet silicium, ler og kalk. Det sorte mellem moleret er vulkansk aske. I klinten er moler og aske lagdelt.

Udbredelse af moler


Moler findes i den vestlige Limfjord med øerne Mors og Fur som de vigtigste molerlokaliteter.

180 askelag

I moleret finder man ca. 180 askelag med forskellig tykkelse. Man kan bestemme tidspunktet, hvor de enkelte lag er dannet på samme måde, som man studerer træers årringe, for at tidsfæste deres voksetidspunkt. Studiet af moler- og askelagene fortæller, at de aktive vulkaner har ligget nogenlunde der, hvor Færøerne ligger i dag. Selv om der ikke er meget kalk til stede i moleraflejringerne, kan det dog ind imellem optræde i ret store mængder i form af cementsten, hvor kalken har limet diatoméer og askelag sammen. Det er i disse cementsten, man finder mange fossiler af de organismer, der levede i den tidlige periode af Eocæn.


Knudeklint på Fur består af flere flager, der er presset op over hinanden under et gletsjerfremstød fra nordøst. I klinten, der er 600 m langt, er 169 askelag blottet. Her ses spidsen af en af klinterne.


Bispehuen knejser 12 m høj i en molerudgravning midt på Mors. Molerindustrien har simpelthen gravet uden om den – ikke fordi den oprindeligt var noget særligt, men for at vise landskabets oprindelige højde. I dag er den en af Furs turistattraktioner.
Klinterne i dag

Da diatoméerne og den vulkanske aske i sin tid blev aflejret, tog de enkelte lag uden tvivl form efter havbundens overflade. Havbunden har dog næppe været så buet eller foldet, som klinternes lag i dag antyder. Forklaringen er, at gletsjere har skubbet dybereliggende lag op mod jordoverfladen og udsat dem for tryk og sammenpresninger, kort sagt foldning. Molerbakkerne har siden været udsat for Limfjordens nedbrydning. De vestlige dele af Limfjorden er i dag ret snævre fjordområder, og det er vanskeligt at forestille sig en særlig nedbrydende kraft i bølgerne. Her må man imidlertid forestille sig, at vandstanden dengang var noget højere end i dag, og store områder nord for Limfjorden var åbent vand, så havet let kunne gnave i molerbakkerne.

Moler som råstof
Ved brænding kan moler omdannes til en let og varmeisolerende sten. Man kan også lave et porøst, opsugende granulat, som bl.a. sælges under navnet kattegrus.

Fossiler

Ser man nærmere på moleret, opdager man hurtigt, at der levede mange forskellige organismer i det havområde, hvor det blev dannet. Når de døde organismer sank til bunds, kom de ned i et koldt, surt og iltfattigt miljø, hvor omsætningen af døde organismer var meget dårlig. Derfor kunne forsteningsprocesserne omdanne disse organismer i næsten intakt tilstand og bevare det organiske væv

Plantefossiler

Molerets plantefossiler tilhører flere af de plantefamilier og slægter, som lever i dag. Man regner med, at molerhavet var flere hundrede meter dybt. Derfor har de fundne arter sikkert ikke vokset lige der, hvor vi finder dem i dag. Der må være tale om plantedele, der er skyllet ud fra landområder, der har ligget inden for en passende kort afstand fra molerhavet. Blandt de vigtigste forstenede vedplanter optræder en række nåletræer, bl.a. rødtræ, araucaria, thuja og sumpcypres. Slægter, som det i dag er muligt at dyrke i vores haver. Løvtræer er væsentligt sjældnere at finde og forekommer mest som enkeltfund af blade og frugter. Af fund fra træer, der minder om kendte løvtræ-slægter er bl.a. eg, platan, løn, hassel og vin. Yderligere findes ofte blade, der ligner bambus, og bregnerne er repræsenteret med flere slægter.

Zoom i skildpadde
(Zoom ind for at se detaljer.)

En 54 mio. år gammel havskildpaddeunge er bevaret med knogler og aftryk at huden på lufferne. Luffe, som den kaldes, er blevet erklæret for danekræ.

Zoom i fossiler
(Zoom ind for at se detaljer.)

Skægfisk bevaret i cementsten, der er fundet i Ejerslev Molergrav. Fisken er 14 cm og den har en alder på 55 mio. år.
(Zoom ind for at se detaljer.)

En komplet løvgræshoppe på 7 cm fundet i Ejerslev Molergrav. Farvetegningerne er bevaret på de store vinger.
(Zoom ind for at se detaljer.)

Ældre fund af en vadefugl med kranium i 3D.
Fossile dyr

Mens plantefossilerne nok er tilførte udefra, er situationen en ganske anden for de fleste af dyrefossilerne. De er sandsynligvis alle fra havlevende dyr, der har fundet vej til havbunden nær de steder, hvor de har levet. Blandt dyrene er der flest fisk. Af hajfisk er der fundet omkring 15 forskellige arter. Det er dog mest tænder, fordi deres bruskskelet nedbrydes væsentlig lettere end benfiskenes. Der er fundet fossilt materiale af omkring 60 forskellige slægter af benfisk. Det er skeletdele og aftryk af skæl, og der er både fundet rester fra fiskeyngel og fra voksne dyr. Guldlaks er den hyppigst fundne benfisk. Foruden fisk har man fundet fugle, krybdyr og insekter. Fund af krybdyr som skildpadder og slanger er sjældne. Så det er spændende, at det bedst bevarede skildpaddefossil i hele Verden – en havskildpaddeunge – er fundet i moleret ved Ejerslev på Mors. Af de omkring 30 fuglefossiler, man har fundet i moleret, kan næsten alle henføres til fuglearter, der minder om dem, vi træffer i subtropiske og tropiske skove i dag.


  Download PDF-version af Landskaber med moler

  Download opgaver til Landskaber med moler