Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Klitlandskaber

Rubjerg Knude Fyr. Klitten på Lønstrup Klint set inde fra land. Det er et bemærkelsesværdigt klitlandskab, der er dannet inden for de sidste 500 år. De sidste 100 år har klitten flyttet sig godt 200 meter ind mod Rubjerg Knude Fyr, som den stort set har passeret i dag.
Klitter er små eller store bakker af sand, der er aflejret af vinden. Som landskabsmæssigt element optræder klitter gerne i rækker langs havet og danner tilsammen et egentligt klitlandskab. I Danmark udgør klitlandskaber under 2 % af landets samlede overflade, men de bidrager trods alt med spektakulære og barske indslag i et ellers blidt og let bølget dansk landskabsbillede.

Klitten på Lønstrup Klint

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Nederst klinten fra stranden og op. Øverst klitten der er dannet af smeltevandssand fra klinten, der er blæst op i en kæmpeklit.

Klitlandskabets profil

Klitlandskabet har en meget varieret profil med klittoppe, skrænter, gryder og slugter i den forreste del ud mod havet. Nogle steder er det hvide sand blottet i klitterne, her kan vinden få fat i det, andre steder er klitterne dækket af vegetation, der beskytter mod vinden. De forreste klitter består af flere klittyper, og længere inde i landet, hvor sandet er stabiliseret af plantevækst, deles klitlandskabet op i forskellige typer efter de dominerende planter. Tre elementer er vigtige for dannelsen af klitter. Det første er finkornet sand i store mængder. Det næste er kraftig blæst, der kan tørre sandet og blæse det fra stranden ind i landet, og det tredje er lægivere for vinden. Lægiverne kan være pletter med tørt, ujævnt sand, opskyllet drivgods eller en ung plante af marehalm eller strandræddike.

Den hvide klit.
I den hvide klit består plantedækket næsten udelukkende af sand-hjælme og lidt marehalm.

3-D billede af flyvesand fra Skallingen



Træk i skyder for at dreje billedet.
Flyvesand kan transporteres af vinden. Det består af kvartskorn og andre stabile mineralkorn med en diameter på 0,1 til 0,5 mm. Flyvesand kan samle sig i klitter.

Skjoldklitter og barkhaner

Klitlandskaber
Sandet fyger sammen.
På Skagen Nordstrand fyger det opskyllede sand sammen i flere bælter, på langs af stranden.

Hvis der er løst sand på stranden og tilstrækkelig vind, kan en skjoldklit dannes i form af en lille bunke, der til stadighed flytter sig i vinden, mens den vokser sig større og større. Er vinden kraftig og stabil på langs af stranden over en længere periode, og er der rigelige sandmængder til rådighed, kan skjoldklitten udvikle sig til en såkaldt barkhan, der har form som en halvmåne. Barkhanens månespidser følger vinden væk fra klittens højtliggende kerne, fordi de vandrer hurtigere end denne. Barkhanen er en meget ustabil klittype, som ikke ses så tit ved de danske kyster.


Tungeklitter eller tueklit

Klitlandskaber
Tungeklit på bagsiden af sand-hjælme
Fra strandbreddens afblæsningsflade fyger sandet længere op på stranden og op i klitterne. Hvis sandet møder en lægiver undervejs, lejrer det sig imidlertid i læ bag denne.

Ved mere stabile lægivere som f.eks. planter kan sandet lægger sig i en lille, tungeformet bunke omkring og bag lægiveren. Den lille klits tunge følger vindretningen og flader ud på læsiden. Lave klitter vil i mange tilfælde blive udjævnet ved førstkommende højvande. Men i nogle tilfælde lever klitten videre og giver mere læ for fygesandet, der gerne bevæger sig lavt hen over strandbredden. Overlever en sådan klit de hårde vinterstormes hærgen, er der skabt noget, som naturen kan bygge videre på i mange år.

Tungeklitten omtales oftest som forklitten af botanikere.


Tværklitter

Klitlandskaber
Tværklitter på Rømø
På Rømø findes en tilgroet klitrække, der var kystklitter for 200-300 år siden. Foran lå en vandlidende flade, som var åben strand dengang. Siden har bølgerne føjet nye sandmasser til, så Rømø er vokset mod vest. Lakolk ligger i en ung klitzone og yderst ude møder man en ny, bred sandstrand med anlæg til endnu en klitrække.

Hvis et helt system af tungeklitter vokser sammen i et område med hjælmeplanter på bagstranden, udvikles der efterhånden en klitrække langs med kysten. Denne såkaldte havklit kan vokse til betydelige højder, men ikke "ind i himlen" – til sidst vil vinden på toppen blive så kraftig, at sandet blæser videre ind i landet, og en ny klitrække bliver grundlagt. Denne proces kan gentage sig endnu en gang med en tredje klitrække til følge, men derefter er mængden af løst sand her i landet blevet så lille, at der ikke opstår flere rækker, selv om sandflugten godt kan fortsætte videre ind i landet. De tre klitrækker kaldes tværklitter, fordi de ligger på tværs af vindretningen. Efter deres farve kaldes de henholdsvis den hvide klit, den grå klit, den grønne klit (se nærmere nedenfor). Dertil kommer evt. klitheden.


Udbredelsen af klitter


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

I Nord- og Vestjylland og i Nordsjælland findes klitlandskaber, hvor klitter forekommer samlet i et større antal.

Parabelklitter

Klitlandskaber
Råbjerg Mile var tidligere en kæmpe parabelklit. I dag har den gjort sig fri fra sine arme og er blevet en mile. Her ses den nordvestlige parabelarm, som er vokset til og hermed blevet fikseret som et langstrakt klitlandskab. Midt i billedet ses afblæsningsfladen bag milen. Nederst i billedet ses milens bagside.

Parabelklitter dannes, når vinden bryder gennem vegetationen i én eller flere tværklitter, og sandet blæses ud af opståede vindkugler og vindslugte. Parabelklitter har form som et kæmpe U med åbningen mod vinden. Forrest ligger klittens kerne. Parabelklitten vandrer ind over land i takt med, at vinden flytter sand fra parablens inderside og aflejrer det på ydersidens læskråninger. Parabelarmene er smalle og stejle på begge sider og kan være flere kilometer lange. Mellem dem dannes en afblæsningsflade, der kan være toppen af en moræneflade, en smeltevandsslette eller hævede strandvolde. På afblæsningsfladen kan der dannes søer eller sumpede områder, fordi grundvandsspejlet ligger højt ved parabelklitten.


Fra parabelklit til mile

Klitlandskaber
Storklit i bevægelse
Råbjerg Mile bevæger sig med vindens kraft og tromler hen over alt foran sig. Milen er fredet, og det forventes, at Råbjerg Mile når Kattegat om ca. 250 år.

Hvis kernen løsriver sig fra parabelklittens arme, hvilket kan ske ved ændringer i vegetationsdækket, så kan den vandre videre som en kæmpemile, hvis der fortsat er kraftig vind. Denne storklit, der også kaldes en mile, kan have en rundbuet form med en bredde på op til en kilometer og en højde på 20-30 m. Milen er som regel uden vegetation. På Skagen Odde er miler vandret over land fra Skagerak til Kattegat. Løsrevne parabelarme, der i Nordjylland kaldes klitrimmer, vidner om miler, der har revet sig løs og er forsvundet i Kattegat. Råbjerg Mile sydvest for Skagen er den eneste nuværende mile i bevægelse. De sidste hundrede år har den vandret godt og vel en kilometer østpå.


Miler

Klitlandskaber
Råbjerg Mile er en kæmpe parabelklit, der har gjort sig fri af sine arme. Den bevæger sig i øst-nordøstlig retningen. Milen kommer fra Råbjerg Stene, hvor den blev dannet for mere en 300 år siden. I dag kan man stadig se en afblæst stenflade her. På billedet ses den nordvestlige parabelarm, som klittens kerne har løsrevet sig fra. Armen er et par kilometer lang.

Råbjerg Mile


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Parabelklitten har gjort sig fri af sine arme og er blevet en mile. Her ses dele af parabelklittens nordvestlige arm.

Sand-hjælmen kendes tydeligt på sine vinterstandere.

Forholdene i den ydre tværklitrække

Den yderste række tværklitter opstår så langt fra havet, at den stort set er uden for vinterstormenes kraftige bølgeslag, og her begynder forskellige planter at indfinde sig. Da der stadig føres sand til toppen af klitten, må planterne kunne tåle at blive tildækket. De må også kunne tåle at være vindomsuste og dermed udsat for stærk fordampning. Det er egenskaber, vi finder hos sand-hjælme og marehalm. Når sand-hjælmen dækkes af sand, reagerer den ved at danne siderødder og sideskud fra de tildækkede skud. De skyder op gennem sandet, og skuddene er igen parat til at give læ for vinden. Samtidig binder rødder det nytilførte sand. Det kan planten gøre gennem mange år. Man har udgravninger, hvor det har været muligt at følge en enkelt sand-hjælmeplantes skudsystem adskillige meter ned i klitsandet. Marehalm, der ligeledes er en græsart med underjordiske, vandrette udløbere, tåler også en vis tildækning. Klitten fremtræder som en hvidlig sandmasse med spredte planter. Heraf kommer navnet ”den hvide klit” for denne del af klitlandskabet. Den hvide klit udgør normalt den højeste del af klitlandskabet med 15-20 m høje klitter, nogle steder endda op til 30 m. Kystklitternes jordbund består næsten udelukkende af fine sandskorn, der hverken er gode til at holde på vand eller til at binde plantenæringsstoffer. Derfor er livsbetingelserne for plante- og dyrelivet meget vanskelige her.

Den hvide klit.
Fra den flade sandstrand kommer man op i den yderste tværklitrække. Her kan der tilføres frisk sand og planterne, som især er sand-hjælme og marehalm, skjuler ikke helt det hvide sandlag, derfor kaldes området den hvide klit.

Forholdene i den indre tværklitrække

Klitlandskaber
Den grønne klit
Bag de yderste rækker af tværklitter ligger de indre tværklitrækker, de kaldes den grønne klit eller grønsværsklitten. Det hører til sjældenhederne, at vinden formår at blæse sand helt herind, hvor der findes en tæt bevoksning med græsser, blomstrende urter og lave buske. En del af hyldegrenene er visnede på grund af vindens udtørrende virkning.

Jo længere man bevæger sig bort fra kysten, jo mindre mærker man til vinden, og jo mindre sand er der igennem tiderne blevet ført til området. I disse indre klitområder er det lettere for en række plantearter at etablere sig. De er med til at holde på sandet og sikre et mere stabilt miljø for planter og dyr. Man kalder også disse klitrækker for stabiliserede eller fikserede klitter. Ligesom det er tilfælde for græsserne i den hvide klit, er de fleste planter i denne stabiliserede eller fikserede del af klitrækkerne ofte grålige af udseende. Det skyldes, at blade og stængler er dækket af et gråt hår-, skæl- eller vokslag, der formindsker fordampningen fra planterne. Sammenligner vi de økologiske forhold i den hvide klit med forholdene i de indre klitområder, ser man nogle karakteristiske forskelle. Afstand til havet betyder, at mængden af tilført næring er mindre end i den hvide klit. Regnen bevirker både i den hvide og i de indre klitter, at der sker en stadig udvaskning af næringssaltene til dybere liggende lag, men mens den hvide klit hele tiden får tilført nye næringssalte med havsprøjt og sandfygning, sker det ikke i de indre klitområder. Derfor er den tilgængelige mængde af plantenæring, ikke mindst af kvælstof, betydeligt lavere her end i den hvide klit. Det døde plantemateriale nedbrydes meget langsomt. En række planter kompenserer til en vis grad herfor, idet de har kvælstofdannende knolde på deres rødder. Det gælder muse-vikke og strand-fladbælg fra ærteblomstfamilien og den kratdannede havtorn.


Linjer i landskab, Skiveren


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Den grønne klit ligger bag den hvide klit. I baggrunden ses den grå klit.

Zoom i Skiveren


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Tættest på havet ses den hvide klit. Herefter følger grønsværsklitten eller den grønne klit, som er klittypen med størst artsrigdom af græsser, blomster og lave buske.

Planterne i de indre klitrækker

I de indre klitrækker er de økologiske forhold trods næringsmangel så gode, at planterne næsten kan dække sandoverfladen. Det bliver derfor plantevækstens sammensætning, der bestemmer den dominerende farve. Tættest på den hvide klit er det oftest rød svingel, der næsten kan være enerådig sammen med spredte skud af marehalm og sand-hjælme. Dette græssamfund betegnes på grund af de mange grønne græsser som ”den grønne klit”. Længere inde i land i et veludviklet klitlandskab findes den ”grå klit”. Den er i højere grad præget af lave, grålige arter som sand-star, sandskæg, almindelig kvik og blåmunke. Det grålige billede understreges også af forekomsten af mange grå arter af slægten rensdyrlav. Den grå tone brydes dog ved forekomsten af mere farvestrålende arter som gul snerre og klit-stedmoderblomst. De sandede, stormudsatte klitter, der til stadighed modtager havsprøjt, er ikke et egnet sted for ret mange vedplanter. Der er dog nogle enkelte, der kan klare vilkårene, selv om de også i deres vækstform bliver præget af de barske forhold. Det er arter som havtorn og klit-rose, som hører til den oprindelige danske flora. Hertil kommer den indførte og frygtede rynket rose, der ofte kaldes hyben-rose. Det er typisk for disse arter, at de er tætte og delvis døde på vindsiden, hvor vinden knækker, eller saltsprøjt udtørrer nye skud. Al tilvækst, blomster- og frugtsætning foregår på læsiden, hvorved buskene får en vækst, der hælder væk fra kysten.

Toppen af den grønne klit
Det er ikke svært at læse vindretningen i billedet. Vedplanterne koncentrerer kronens vækst i læsiden.

Forholdene i klitheden

Det hører til billedet af et uforstyrret klitlandskab, at den grå eller grønne klit går over i klitheden. Det er et endnu mere magert område i landskabet, hvor det først og fremmest er forekomsten af hedelyng og revling, der præger billedet. Klitheden er dog mange steder blevet erstattet af nåletræsplantager med bjerg- og klit-fyr. Klitheden ligger endnu længere væk fra havet, der er den primære næringskilde, end de nævnte klittyper gør. Derfor er den det næringsfattigste område i klitlandskabet. Det er også det område, der har den laveste pH-værdi – dvs. er mest surt. At der er tale om et kystnært samfund med et stadigt tilskud af salt, natrium klorid, ses af forekomsten af saltkrævende blomsterplantearter som engelskgræs og strand-vejbred. Klitheden adskiller sig markant fra de indlandsheder, som vi især finder i Vest- og Midtjylland. På klitheden er hedelyngen lav og tæt. Årsagen er først og fremmest, at kraftig vind brækker lyngskud, der er vokset lidt over de øvrige og derved har tabt læ. Den nedskæring af hedelyngen, som får, afbrænding og lyngslåning bevirker på indlandshederne, tager naturen sig af i klitheden. Så på dette område kræver klithederne ikke naturpleje. Foruden hedelyng optræder dværgbuske som revling og smalbladet timian sammen med bl.a. engelskgræs, håret høgeurt, blåmunke og hare-kløver. På de tørreste sandflader dækkes bunden næsten fuldstændigt af tørketålende mosser, arter af rensdyrlav og andre laver.

Klithede.
Inderst i klitkomplekset ligger klitheden med en vegetation, der kan være præget af tørke. Her ses bl.a hedelyng, revling og engelsød.

Store, kystnære klitlandskaber i Danmark

De fleste klitlandskaber er begrænset til nogle relativt smalle bånd på op til et par hundrede meters bredde. Det gælder ikke mindst klitterne langs nord- og nordvestkysten på Sjælland. Langs Jyllands vestkyst er forholdene noget mere varierede, alt efter mængden af tilgængeligt sand og efter lokale vind- og strømforhold. Det gamle Hansted Vildtreservat, der nu er en del af Nationapark Thy, ligger på gammel havbund fra Littorinahavet. Her består klitlandskabet af en kombination af unge kystklitter, ældre parabelklitter og våde afblæsningsflader. Området strækker sig ca. 6 km ind i landet til en gammel kystklint, der består af kalk fra den yngste kalkperiode.

Syd for Hanstholm. Våde afblæsningsflader på hævet havbund bag klitterne.

Rubjerg Knude er en klint med en kæmpeklit på toppen. Klinten, den stejle Lønstrup Klint, er udsat for en meget stærk nedbrydning fra havet. Klinten består af opskudte ishavsaflejringer med store lommer af smeltevandssand imellem. Ved havets nedbrydning af klinten frigøres store mængder af smeltevandssandet, der fyger op over klintkanten. Sandet i klitten er derfor helt specielt, fordi det kommer fra klinten og ikke fra havet som andre steder. Derfor er det gult og ikke hvidt som strandsand.

Tidligere har man forsøgt at dæmpe sandflugten ind i landet. Det har bevirket dannelsen af den enorme klit ovenpå klinten, der delvist dækker et kystfyr, som nu er taget ud af drift. Fyret kan forventes at styrte i havet inden for relativt få år på grund af nedbrydning af klinten. Klitten er op til 200 m bred og 25 til 30 m høj. Som landskabselement er det en kolossal, næsten vegetationsløs gul klit, der i dag omkranses af Danmarks største krat af havtorn.

Sandfygning på Rubjerg Knude
Klitten på Rubjerg Knude er et landskab under stadig opbygning. Under havets konstante nedbrydning af klinten frigøres gult smeltevandssand, som vestenvinden blæser op i klitten ovenpå. Da fyret blev bygget i 1900, lå det på en 60 m høj kystskrænt 200 m inde i landet. På godt 100 år er havet nået helt ind til fyret, som nu er begravet i sand. For at dæmpe sandfygningen satte man tidligere fyrreris og plantede marehalm og sand-hjælme, men det fik blot sandet til at lejre sig og klitten voksede. Jo mere man plantede, jo højere blev klitten og på et tidspunkt var den så høj, at man ikke længere kunne se fyret fra havet. Derfor blev det slukket i 1968

Kystklitterne er svagt repræsenteret på Sjælland. Alligevel er der dog et kystklitlandskab i Asserbo Plantage og Tisvilde Hegn mellem Kattegat og Arresø. I perioden mellem år 1500 og år 1700 var hele landskabet i dette område plaget af sandflugt, der ødelagde landbrugsarealer og begravede landsbyer. Et par steder nåede høje indlandsklitter helt frem til Arresø. Ved hjælp at en stor plantningsindsats er det meste af området i dag blevet til skov, hvor man ikke uden videre kan fornemme, at man færdes på en gammel, ujævn klitoverflade.

Tisvilde hegn er et tilplantet klitlandskab. Fra 1500-tallet og et par hundrede år frem var hele Asserboområdet fra Kattegat til Arresø præget af sandfygning. I 1730-erne lykkedes det at standse sandflugten og omkring år 1800 begyndte man at plante træer, og 100 år senere var hele området dækket af skov. I dag er alle spor af det golde klitlandskab stort set væk, men i skovbunden kan man stadig fornemme klitterne.

Klitlandskaber
Klitterne på Skallingen
I Naturstyrelsen mener man, at Skallingen opretholdes bedst uden sandflugtsbeskyttelse. I dag er kysten vigende og de grønne klitter er under kraftig nedbrydning.
Skallingen i Vadehavet var oprindeligt et højsande eller en barrieretange, der helt naturligt blev overskyllet og flyttede sig østpå hvert år. I løbet af 1900-tallet voksede mindre klitdannelser sammen til en sammenhængende klitrække med marsk bagved. For at beskytte et græsningsområde på halvøen etablerede man diger og barrieretangens naturlige bevægelse mod øst standsede. I 1970-erne begyndte en kraftig nedbrydning af klitterne, fordi halvøens vestkyst eroderes kraftigt. Efter en minerydning i årene 2006 til 2008 blev klitterne ikke tilplantet og det forventes at et nyt klitbælte vil dannes i større afstand fra kysten.

Klitlandskaber
Anholt.
På nordkysten af Anholt fra Flakket i vest til fyret i øst er der høje strandklitter. Bag disse ligger det landskab, der kaldes Ørkenen. Det er et stort, goldt og forunderligt landskab, hvor sand er blæst sammen i store klitter med langstrakte former, der viser den fremherskende vindretning fra vest. Klitterne hviler på en gammel strandvoldsslette.