Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Klippelandskaber

Bornholm og Ertholmene er det eneste sted i Danmark, hvor man kan se klippepartier eller grundfjeld, som vi kalder det. Det er geologiske dannelser fra Jordens urtid, Prækambrium. Andre steder i landet ligger grundfjeldet dybt og er dækket af yngre dannelser som kalk, sandsten, ler og grus. Det bornholmske grundfjeld har også ligget dybt engang og været dækket af yngre dannelser. Men bevægelser i jordskorpen har skubbet store områder op som folder, og mindre dele af disse folder er blevet skubbet yderligere opad som propper – en af dem er Bornholm. Grundfjeldet er skubbet mindst 15 km opad. Det foregik for mange hundrede millioner år siden.



Den bornholmske granit og gnejs er oprindeligt dannet langt inde i Jorden ved høje temperaturer og tryk. I dag fremstår dele af dette klippemassiv, der er løftet adskillige km opad, som kystklipper med en højde på op til 22 m. På toppen af Helligdomsklipperne er der tilstrækkeligt med jord til, at et krat af buske og træer kan vokse her. Planterne sender deres rødder langt ned i sprækker i klippen, det kan medvirke til at løsne sten i klippen. I klippen ses gennemgående vandrette og lodrette sprækker og brudflader, så klippekonstruktionen nærmest ligner en stak stablede kasser. Ved nedbrydning og ødelæggelse af de nederste kasser kan en større stak styrte ned.
Grundfjeldet

Det bornholmske grundfjeld består af to forskellige bjergarter - granit og gnejs, der er nogenlunde lige gamle. De er begge dannet for meget længe siden, dybt under nutidens overflade. Det er sket ved meget høje temperaturer og under kolossale tryk. Granitten var dengang en flydende stenmasser, som blev ført opad til dybder med lavere temperatur og tryk, så massen langsomt kunne stivne og danne krystaller. Gnejsen blev dannet på 10-30 kilometers dybde under enorme tryk. Man har regnet sig frem til, at der måske har været et tryk på, hvad der svarer til et bjerg mere end tre gange så højt som Mount Everest, for at danne gnejsen. Bjerge i den højde findes ikke på Jordens overflade, men det giver et billede af det tryk, der har dannet gnejsen langt under Jordens overflade. Granitten har grove korn eller større klumper af forskelligt farvede mineraler. Ved at kigge på kornstørrelse og indholdet af mineraler kan granitten deles op i flere typer, der har fået navn efter de steder, hvor de findes, f.eks. Rønne Granit, Vang Granit og Svaneke Granit. Der er langt mere gnejs end granit på Bornholm, men på grund af strukturen og den måde, stenarterne flækker på, er det lettest at arbejde med granit. Hvor granit møder gnejs, er der som oftest en meget skarp grænse mellem de to bjergarter.


Udbredelse af gnejs og granit

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Granit består hovedsageligt af feldspat, kvarts og biotit. Det er en bjergart dannet af magma, - en flydende, glødende stenmasse, der er størknet ganske langsomt. Gnejs, der dækker det meste af Bornholm, er urgamle vulkanske bjergarter omdannet ved tryk og høj varme, hvorved mineraler er smeltet og har samlet sig i bånd.

Klippens linjer

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Helligdomsklipperne mellem Tejn og Gudhjem består af gnejs. I gnejsen ses lodrette og vandrette brudflader, så klippekonstruktionen nærmest ligner stablede kasser. Ved erosion af de nederste kasser kan en større stak styrte ned.

Zoom i gnejs
(Zoom ind for at se detaljer.)

Gnejs er en lysegrå eller rødlig bjergart med striber dannet af forskellige mørke mineraler.
Zoom i granit
(Zoom ind for at se detaljer.)

Granitten har grove korn eller større klumper af forskelligt farvede mineraler.


Mange steder ses skurestriber efter isens slid i istiden. Skurestriberne fortæller noget om isens fremmarch og retning. På den nordøstlige og højere liggende del af øen f.eks. ved Madsebakke oven for Allinge orienterer skurestriberne sig i nordøstlig retning, dvs. at en gletsjer har bevæget sig ind over klipperne fra nordøst.
Klipperne nedbrydes

De mest kendte klipper på Bornholm er Hammerknuden, granitkysten på Nord- og Østbornholm og sprækkedalene Ekkodalen, Majdalen og Paradisbakkerne. Klipperne nedbrydes hele tiden af vind og vejr. Specielt klipper, der ligger direkte ud til havet, er udsat for en konstant nedbrydning. Hvor kraftig nedbrydningen er afhænger helt af havdybden, vindretning og den årlige variation i temperatur. Klipperne på Nord- og Østbornholm består af granit, de er meget modstandsdygtige over for havets nedbrydning på trods af dybt vand og Østersøens kraftige bølger. Nogle steder, hvor der er blødere materialer i granitten, sker der en udhuling. Der kan dannes kløfter og huler, der kaldes ovne. Som en del af nedbrydningen kan bølgerne rive mindre klippeblokke løs. Frosten kan også sprænge klippestykker løs i løbet af vinteren. Disse småblokke falder ned ved klippefoden. Her bliver de rullet rundt af bølgerne og slider på klipper og større stenblokke i vandkanten. De får derfor en afrundet overflade.

Mange steder ses skurestriber efter isens slid i istiden. Skurestriberne fortæller noget om isens fremmarch og retning. På den nordøstlige og højere liggende del af øen f.eks. ved Madsebakke oven for Allinge orienterer skurestriberne sig i nordøstlig retning, dvs. at en gletsjer har bevæget sig ind over klipperne fra nordøst.


Zoom i Madsebakke
(Zoom ind for at se detaljer.)

I granitten ved Sandvig viser skurestriber isens slid i grundfjeldet.


Flere lavarter dækker næsten den rødlige granit på Christiansø. Laver er dobbeltorganismer og består af svampe, der lever i symbiose med alger. På billedet ses bl.a rosetlav, orangelav og landkortlav.
Osmose
Planteceller indeholder salte og en del vand. Men hvis koncentrationen af salt er større uden for planterne end indeni planternes celler, vil saltet trække vand ud af planterne ved et osmotisk sug.
Kystklipperne som voksested

Bornholms og Ertholmenes beliggenhed i Østersøen giver øerne et specielt klima og en særlig økologi. Det er især havvandets saltholdighed og temperaturerne på klipperne, der skaber disse forhold. Omkring Bornholm er saltindholdet på 0,75 procent i overfladen, mens det ligger på 2,5 procent i det nordlige Kattegat og på 3 procent i Nordsøen. Forklaringen på den store forskel er, at Østersøen tilføres meget ferskvand og lidt saltvand. Mens store mængder ferskvand tilføres fra de mange floder og åer i landene omkring Østersøen, så tilføres der kun langsomt saltvand fra Kattegat. Den lave saltkoncentration i havet har stor betydning for livet på klipperne. Den nederste del af klippesiderne udsættes hele tiden for bølger, områder lidt højere oppe på klippen får dagligt saltvand som havsprøjt. Endnu højere oppe tilføres saltet med forstøvet havvand, men det er helt afhængigt af, hvor kraftig vinden og bølgerne er. På de højeste klipper er salttilførslen ikke stor. Men om sommeren kan kraftig fordampning betyde, at saltindholdet i klippespalternes små vandpytter og i den sparsomme jord alligevel bliver højere, end det er i havet. Det påvirke naturligvis planternes mulighed for at leve på klipperne, fordi salt ”suger” vand ud af planter og udtørrer dem. Det er en proces, der kaldes osmose (se den grå blok). Sommertemperaturen har stor betydning for klippernes økologi. Klipperne udsættes for direkte sollys fra solopgang til efter middag og bliver meget varme. Når temperaturen let kan nå op på 50 °C, bliver livet meget barsk for de planter og dyr, der prøver at leve her.


Plantelivet på kystklipperne

I revner og huller på klippesiderne, hvor der ligger lidt jord, finder man enkelte blomsterplanter. Det er især planter, som man også kan finde på de strandenge, der får salt fra havet. Disse planter skal modstå saltets udtørrende virkning. Det kan de ved at have et kraftigt vandvæv i stængler og blade. Derfor kan de være noget tykke i plantekødet som strand-vejbred og sankthansurt. De kan også beskytter sig mod salt ved hjælp af en kraftig hårbeklædning, Det har rød svingel. Så er der arter, der kan udskille saltet gennem kirtler som engelskgræs. Helt oppe på toppen af klipperne, hvor saltet ikke påvirker så meget, vokser der tit en buskvegetation. Her på østkysten er det muligt at finde et par bornholmske specialiteter. Det er sort og rød dværgmispel, der kun vokser her i Danmark.


Randkløve Skår er en sprækkedal på klippekysten mellem Svaneke og Gudhjem. Klippespalten er 50 m lang, og fra den stejle klippekyst skærer den sig dybt ned i fjeldet. Den er op til 5 m bred og 12-15 m dyb. I klippesprækkerne er der tilstrækkeligt med jord til, at bregner som her almindelig mangeløv og buske som almindelig hyld kan finde plads. På klippernes plane top er der udviklet en blandet bevoksning af græsser, forskellige bredbladede urter og en buskbevoksning med bl.a. enebær og birk.
Plantezonerne på kystklippen
1: ØVERST - hvor saltpåvirkningen er ringe vokser som oftest en buskvegetation.
2: REVNER OG HULER - her vokser enkelte urter f.eks rød svingel, engelskgræs, strand-vejbred og sankthansurt, der alle kan modstå saltets udtørrende virkning.
3: SALTSPRØJTZONEN - der modtager en fin tåge af havvand. Her findes den den gulfarvede kyst-væggelav og grå til grågrønne landkortlaver.
4: BØLGESPRØJTZONEN - her dominerer orange lav (ses på billedet med lavarter ovenfor)
5: BØLGESLAGSZONEN - overskylles næsten konstant med havvand. Her ses den sort-grønne strand-vortelav.
6: UNDERVANDSZONEN - lige under og omkring havoverfladen ses især blære- og savtang.


Sølvmågen er en af de allermest almindelige havfugle på Østbornholm og Ertholmene. Her holder en bestand af voksne og unger siesta på en formation af Svaneke Granit ud for Årsdale.
Dyrene på klipperne

Kystklipperne på Bornholm har ikke ikke det store antal dyrearter, når man tænker på synlige arter. Her finder man kun nogle strandsneglearter og brakvandsruren der holder til i de områder, der overskylles af havet. På Ertholmene finder man større dyr på klipperne. På den lave ø Græsholmen finder man en koloni med tre rugende fuglearter. Den ene er alken med en koloni på omkring 700 ynglende par. Denne fugl yngler også i en lille koloni på Nordbornholm. Den anden er lomvien med en bestand på godt 2.000 par, og den tredje store fugl på Græsholmen er sølvmåge med ca. 10.000 par. Græsholmen er fredet, så fuglene har den nødvendige ro i yngletiden. På Christiansø og Frederiksø er der flere planter end på Græsholmen, her yngler ca. 2.500 edderfuglepar, der er øernes ”national”-fugl. Siden 2011 har der været mange gråsæler i havet omkring Ertholmene. De holder især til på klippeskæret Tat nord for Græsholmen. I april 2013 talte man 400 gråsæler her.


  Download PDF-version af Klippelandskaber

  Download opgaver til Klippelandskaber