Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Hævet havbund

Lille Vildmose ligger på et ca. 10 kilometer bredt bælte af hævet havbund mellem Kattegat og Himmerlands bakkeland.
Man er sjældent i tvivl om, hvorvidt man befinder sig på hævet havbund eller ej. For står man på en jævn, langstrakt flade, der måske er opdyrket, og kan man se havet til den ene side og en gammel klint, der rejser sig til den anden side – måske et stykke inde i landet – så står man sikkert på hævet eller inddiget havbund. Som landskabstype er selve den hævede havbund karakteriseret ved, at den stort set ikke har nogen særegne landskabsformer. Et karakteristisk træk er dog åløbenes nedskårne, v-formede dale. Når landet hæves, og den kystnære del af havbunden tørlægges, sænkes vandløbenes erosionsbasis, derfor dannes de v-formede dale.

En kystlinje under stadig forandring

Omkring 9500 år før nu havde isen trukket sig langt tilbage, og gletsjerranden stod langt oppe i Sverige. I de efterfølgende ca. 3500 år smeltede isen kraftigt, ikke mindst det nordamerikanske isskjold afgav store vandmængder, og havspejlet steg ganske markant omkring det nuværende Danmark. Store dele af Jylland på begge sider af Limfjorden samt mindre områder langs Jyllands Vestkyst, Isefjordsområdet på Sjælland, Saltholm og store dele af Amager blev dækket af et hav, der har fået navnet Littorinahavet – efter havsneglen Littorina littorea – eller Stenalderhavet. Det var i denne periode, stenalderfolket slog sig ned langs de danske kyster og efterlod resterne af deres måltider i køkkenmøddinger. En af de bedst kendte er vel den ved Ertebølle ved Limfjorden, der ligefrem har givet navnet til Ertebøllekulturen. Senere hævede landet sig og kystlinien rykkede udad, samtidig blev den tidligere havbund tørlagt, og der opstod et fladt landskab, hvis bredde afhænger af havbundens profil.

Den generelle landhævning i Nordvestjylland har gjort kalkøerne landfaste med Thy. Nedenfor Bulbjerg ses strandvolde og hævet havbund.

Udbredelsen af hævet havbund


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Hævet havbund er en flad landskabsform, der især er udpræget i den nordlige del af Danmark, fordi landhævningen her er større end havstigningen.

Linjer i landskab, Bulbjerg Strand


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

I bryozokalken ses tydelige bankestrukturer med flint. Når flinten falder ud af klinten, opstår sprækker og klippehylder, som riden kan bygge rede på. De nederste 15 meter er bryozokalk, herefter kommer et overlejret lag af moræneler og smeltevandsmateriale. Øverst dækkes knuden af et lag flyvesand.

HaevetHavbund
Hævet havbund syd for Hirtshals
Ved Tornby Klitplantage syd for Hirtshals ses en bræmme af hævet havbund på 5-600 meter med afsnørede småsøer, kær og en å. Bag terrænet med hævet havbund rejser Stenalderhavets gamle kystlinje sig. På billedet ses bagsiden af klitterne, der ligger forrest på den hævede havbund.

Danmarks relative landhævning og landsænkning

Da isen var væk, søgte den nedpressede terrænoverflade ganske langsomt at komme tilbage til niveauet fra tiden før de store isskjolde. Landet hævede sig både mod nord og syd – en bevægelse der stadig foregår. I Stenalderen begyndte havet at stige- og det gør det stadigvæk. Landhævningen og hævningen i havspejlet er derfor to faktorer, der har haft stor betydning for kystlinjens beliggenhed siden Stenalderen og stadig har det. For landhævningen var og er ikke lige stor overalt. Mod nord hævede landet sig mere end havet steg og mod syd mindre end havet steg. Det betød, at den nordlige og østlige del af landet ganske langsomt hævede sig, så kystlinjen rykkede udad og havbunden blev til tørt land. Samtidig sænkedes Lolland-Falster, det sydlige Fyn og Sønderjylland. I stedet for at nævne, om en given landhævning/-sænkning nu skyldes, at landoverfladen faktisk hæver/sænker sig, eller om grunden er havspejlssænkning/hævning, samler man de to faktorer og taler om relativ landhævning/-sænkning – eller relativ havspejlssænkning/-hævning, hvis man hellere vil se det fra havets synsvinkel.

Kystklint i Stenalderen
Lien nord for Fjerritslev var en ca. 6 km lang kystklint i Stenalderen, da havet nåede helt herind. I dag ligger den som indlandsskrænt på grund af landhævningen med et ca. 3,5 kilometer bredt bælte af hævet havbund foran sig.

HaevetHavbund
Bolund i Roskilde Fjord
Siden Stenalderen er terrænet steget 3 meter i forhold til havet, og en smal bræmme af hævet havbund med strandenge præger fjordlandskabet i dag. Længere ude ses halvøen Bolund med en flad moræneknold.

Littorinaskrænterne

HaevetHavbund
Hævet havbund i Hjarbæk Fjord
Hævet havbund danner store ensartede flader, der næsten usynligt skråner ud mod nutidens kystlinje. Her ses hævet havbund et par kilometer øst for Hjarbæk Fjord. I forgrunden er det Skals Å, der skærer sig ned i den tidligere havbund. Skrænterne, der hæver sig over det marine forland i baggrunden, er mere end 30 meter høje.
Et typisk littorinalandskab fremtræder i dag med en mere eller mindre skrånende, tilvokset skrænt beliggende et godt stykke fra den nuværende kystlinje og et fladt eller svagt skrånende terræn fra skræntfoden og ud til kysten. Selve skrænterne må i Littorinaperioden have fremstået, ligesom nutidens moræneklinter gør det, med mere eller mindre lodrette klinter, som til stadighed eroderedes af havet i forbindelse med kraftige storme. Da landet hævede sig i forhold til havet, ophørte haverosionen på klinterne, og efterhånden voksede de til. Med tiden skred klinterne ud, og de lodrette klintflader ændredes til stærkt skrånende skrænter.

Sumpkilder

Man oplever ofte, at der ved foden af og et stykke op ad Littorinaskræntens nederste del er et frodigt grønt, mere eller mindre hvælvet og meget vådt område. Det er tegn på, at skråningerne skærer det noget højere liggende grundvandspejl, der findes inde i landskabet bagved. Man kalder et sådant område for en sumpkilde eller vældmose. Det hvælvede parti består af en blanding af udskyllet materiale fra den bagved liggende skrænt samt af tørv dannet af de planter, der vokser i sumpkilden. Grundvandet, der kommer frem i sumpkilder, såvel som i andre kildetyper, har en konstant temperatur på ca. 8 °C året igennem. Samtidig betyder den konstante vandafstrømning, at planterne i kildeområdet konstant får tilført ny næring. Sumpkilderne er så våde, at kun få skyggende vedplanter f.eks. grå-pil og pors gror i selve vældet. Der bliver således gode lysforhold for en frodig urtevegetation, som bl.a. kan indeholde gøgeurt-arter, vinget perikon, engblomme, almindelig mjødurt, kær-tidsel samt en lang række star-arter. I bunden af urtelaget findes som regel også et stort antal mos-arter, der holder sig friskgrønne året rundt, da vældet sjældent fryser til.


I skrænterne ned mod Stenalderhavets kystlinje ses ofte såkaldte sumpkilder, hvor grundvandsspejlet møder skræntens front.

Levevilkår på skrænterne

Littorinaskrænterne ligger som nævnt relativt tæt på kysten, så buske og træer er ofte tydeligt påvirket af vind og i mange tilfælde også af saltsprøjt fra havet. Både vind og salt har en kraftig udtørrende virkning på de nye, friske skud. Derfor opstår der normalt en lav og tæt, delvist vissen buskflade i vindsiden, mens vedplanterne vokser frit, blomstrer og sætter frugt på læsiden. De vigtigste buskarter i disse krat er havtorn, almindelig hvidtjørn, almindelig hyld, almindelig ene, hunde-rose og almindelig gedeblad. Blandt træerne finder man oftest almindelig røn, stilk-eg, vild-æble, almindelig ask og nåletræer som hvid-gran og skov-fyr.


Littorinaskrænt i Naturpark Mols Bjerge
Udsigt fra høj littorinaskrænt bag den hævede havbund ved Bogens Strand. Mellem træerne ses Bogens Sø.

HaevetHavbund
Littorinaskrænt ved Jammerbugten.
De store flader af hævet havbund bag Jammerbugtens kyst anvendes til konventionelt landbrug med kornproduktion og afgræsning med køer og får.


Littorinafladerne

Littorinafladerne er den gammel havbund, der kom til syne, efterhånden som landet langsom hævede sig. Disse flader ligger i dag som et fladt landskab af varierende bredde mellem den gamle Littorinakystskrænt og nutidens kystlinje. De største flader træffer vi nord for Limfjorden ud mod Jammerbugten og i området syd for Limfjorden ud mod Kattegatkysten. De øvrige Littorinaflader træffes langs de indre fjorde i Østjylland og det nordlige Sjælland og udgør ofte kun en få meter bred bræmme ved foden af skrænterne. De fleste littorinaflader indgår i en eller anden landbrugs- eller skovbrugsmæssig drift. De smalle områder, som sjældent er egnet til jordbehandling, anvendes typisk til ekstensiv græsning i tilknytning til græsning på de tilgrænsende skræntarealer. De store, lavtliggende flader i Nordjylland anvendes ofte til dyrkning af græsafgrøder og til afgræsning med kvæg og får. Af og til drives arealerne fra mindre landbrugsejendomme, der er opført ved foden af Littorinaskrænterne. Det er måske disse gårde, Jeppe Aakjær tænkte på, da han i 1906 skrev ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst, hvor bakken hun skråner mod sønder,…”


Foran den gamle kystklint ligger 4 km hævet havbund. Den kaldes Underlien.

Højmoserne

Mange steder var Littorinafladerne lavtliggende og fugtige, så særligt fugtighedskrævende planter som f.eks. tørvemos kunne stortrives. Ikke mindst perioden mellem 3000 og 2500 år før nu var kølig og fugtig, så på det tidspunkt voksede mosserne voldsomt frem. Da nedbrydningen af de døde tørvemosser samtidig skete meget langsomt, blev der ophobet store mængder dødt mos – der blev dannet tørv. Højmosen blev grundlagt i Jernalderen for 1500 år siden, en periode der var præget af et stort nedbørsoverskud. Vand og næringsstoffer fra nedbøren alene er kendetegn for højmosen, og på Littorinafladen i hhv. Vendsyssel og det østlige Himmerland opstod der da også to højmoser: Store Vildmose og Lille Vildmose. Oprindeligt dækkede de flere tusinde hektar, men efterhånden har opgravning til brændsel og andre formål indskrænket deres areal betragteligt. Navnet højmose for disse regnvandsskabte moser skal forstås ud fra den måde, hvorpå de fremtræder i landskabet. De minder i formen om et kæmpe urglas, der er hvælvet i randen og i øvrigt har en højtliggende, plan overflade.


Danmarks største højmose.
Lille Vildmose er Danmarks største højmoseområde med et tørvelag, der er mere end 5 m tykt.

Et plantesamfund, der er styret af naturlige betingelser

Højmoserne huser et af de få danske plantesamfund, hvor udviklingen kun er styret af naturlige betingelser uden menneskets indgriben. Den styrende faktor er som nævnt et køligt klima med stor nedbørsmængde. Målinger af årlig tilvækst på nogle af mosens arter har vist en direkte sammenhæng mellem nedbør og årlige tilvækst, jo større nedbør jo større tilvækst. Det er de færreste plantearter, der kan leve under de specielle vækstbetingelser, som højmosen tilbyder. Højmoseplanterne, der alle er flerårige, falder i to grupper: blad- og levermosser med hovedvægten på tørvemosserne (Sphagnum) og forskellige blomsterplanter, hvis skiftende dominans får mosens overflade til at skifte farve i årets løb. I april-maj ser man store hvide flader bestående af kæruldens trådformede blomsterblade, senere vokser de ud til frøuldshår, som vinden kan ruske i. I juni-juli har mosen et lysviolet præg på grund af den blomstrende klokkelyng. Samtidig blomstrer også tranebær, men den kryber tæt ved jorden nede i mosdækket, så den ser man kun ved at gå ind på mosefladen. Som sidste store blomstring har vi hedelyngen med sine mørkviolette blomster i august måned. Året igennem er det også hedelyng, der er den mest iøjnefaldende plante på højmosen, der mest af alt ligner en tør lynghede, men hvor nærkontakt altså viser noget helt andet.


Tranebær vokser i højmoser på fugtig og næringsfattig bund. Den er almindelig i Midt-, Vest- og Nordjylland og sjælden i resten af landet.

HaevetHavbund
Hævet havbund ved Frederikshavn, hvor landet har hævet sig 13 meter over havet siden Stenalderen. Ved Bangsbo Museum er bræmmen med hævet havbund 400 m bred. God 4 km længere sydpå har den hævede havbund foran klinten en bredde på ca. 1000 m.

  Download PDF-version af Hævet havbund

  Download opgaver til Hævet havbund