Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Færøerne

Øgruppen Færøerne, der består af 18 øer samt en del holme og skær ligger i Nordatlanten mellem Island og Skotland. Fra nord til syd er den samlede udstrækning 118 km og fra øst til vest ca. 75 km. Det samlede areal er ca. 1.400 km².


1. Geologi

Færøernes tilblivelseshistorie

Færøernes fødsel er tæt knyttet til Nordatlantens. For godt 100 mio. år siden var Nordamerika, Europa og Asien dele af det samme store kontinent. Kontinentet spaltedes og delene drev fra hinanden og gav plads for et nyt havområde, Nordatlanten.

Basaltområde

Vestskotland, Island, Jan Mayen og dele af Øst- og Vestgrønland kaldes Den nordatlantiske Basaltprovins. Færøernes geologiske formation falder naturligt i to hovedperioder: opbygning af et vidtstrakt basaltplateau ved vulkansk virksomhed i tertiærtiden, efterfulgt af nedbrydning og udformning af plateauet til en øgruppe.

Basalt
Færøerne er udelukkende opbygget af den mørke lavabjergart basalt med underordnede lag af tuf (hærdnet vulkansk aske), ler og kul. Hovedmineralerne i den færøske basalt er feldspat, pyroxen, olivin og magnetit.
Vulkanisme
Vulkansk aktivitet.

Lava
Glødende og flydende masse der ved vulkanudbrud strømmer ud og størkner til en bjergart

For 60-75 mio. år siden adskildtes Grønland og Labrador. Senere adskildtes Grønland og det område, der blev basis for Færøerne. I forbindelse med adskillelsen, der foregik langs Den midtatlantiske Ryg, opstod der vulkanisme i Grønland, i det basisområde Færøerne ligger på, i Nordirland og i Vestskotland. Basaltisk lava flød ud på jordoverfladen gennem lange spalter. Der hvor vulkanismen var mest aktiv opbyggede de mange lavastrømme kilometertykke basaltplateauer. Disse områder kaldes Den nordatlantiske Basaltprovins.
Øernes geologiske struktur er hovedsagelig ganske enkel med regelmæssigt vekslende lag af basalt (lava) og tuf (vulkansk aske) med senere indskudte masser af smeltet materiale. Når man rejser fra syd mod nord og nordøst på Færøerne, fornemmer man tydeligt, at selvom hele landet er opbygget af lavastrømme, lavabænke, så skifter den geologiske opbygning karakter i retningen syd mod nord, ligesom landskabsformerne ændrer udseende. Dette skyldes forskelle i vulkanismens forløb. Det er således muligt at foretage en inddeling i den færøske lagserie.


Færøerne er dannet ved en basaltvulkanisme, hvor lava er vældet ud fra lange spalter i jordskorpen. Lag på lag af letflydende lavastrømme har dannet kilometertykke plateauer.

Den nederste basaltserie

Under dannelsen af den nederste basaltserie, som findes på Suduroy, Vágar, Tindholmur, Gáshólmur og Mykines, er lavaerne sandsynligvis strømmet ud fra spalter med retningen NV-SØ. Det er samme retning som de åbne, færøske fjorde følger. Den del af serien, der ligger over havniveau, er ca. 900 m tyk og omfatter 40-50 strømme af mørk, hård basalt. Basaltbænkene er 10-30 m tykke. Den tykkeste basaltbænk på Mykines er ca. 70 m tyk.

Basaltbænk
Basaltlag mellem to tuflag

Indimellem var der pauser i den vulkanske virksomhed, af hvilke én varede længe nok til, at øerne blev dækket af en frodig plantevækst, der også indbefattede træer, der nu er omdannet til metertykke kullag.


Faeroerne
De nederste basaltserie på Suduroy.

Den mellemste basaltserie

Den mellemste basaltserie ses på den nordlige del af Suduroy, på det meste af Vágar, på den østlige del af Tindhólmur, på det nordlige Streymoy og Eysturoy. På de nordligeste øer overlejres den af den øverste basaltserie. Hele den mellemste basaltserie er ca. 1.300 m tyk. Den er opbygget af ret tynde lavastrømme, der uden større ophold i vulkanismen er flydt ud over hinanden. De enkelte strømme har tykkelser fra langt under 1 m til 2 m. Der er ikke meget tuf i de nederste lag af den mellemste basaltserie. I den øverste del optræder hyppigt tynde tuflag.


Den øverste basaltserie

Den øverste basaltserie har en samlet tykkelse på 675 m. Mens den er fraværende på Suduroy, Vágar, Tindholmur og Mykines, findes den på resten af øerne, hvor den overlejrer den mellemste basaltserie. På Nólsoy, Svínoy og Fugloy er den helt enerådende. Vulkanismen ændrede sig igen. Mens den mellemste basaltseries lavastrømme var flydt ud kontinuerligt og uden grænser mellem de enkelte strømme, fik lavastrømmene igen den samme rytmiske vekslen som i den nederste basaltserie, med kortere eller længere ophold i vulkanismen. Sammenligner man de to basaltserier, er de enkelte bænke i den øverste serie kun halvt så tykke, som i den nederste. Mod nordøst er den øverste basaltserie domineret af olivinbasalt.


Magma trænger ind i de tre basaltserier

Vulkanismen var ikke helt ophørt, da det færøske basaltplateau var opbygget. I dens slutfase antog vulkanismen dog en anden form, idet magma nu trængte ind i spaltedannelser i plateauet og i grænseområderne mellem de tre basaltserier. Her størknede magmaen inden den nåede jordoverfladen. Spaltedannelserne var dannet ved spændingsudligninger under dannelsen af basaltplateauet med de tre basaltserier. På Færøerne ses tre former for intrusive dannelser: gange, sills og uregelmæssige intrusive dannelser.

Intrusiv
Dannet ved indtrængning

Gange
Gange med intrusive dannelser kan være flere km lange, den længste er 21 km lang, og de kan være fra 1 m til 20 m bredde

Sills
Sills følger den omgivende bjergarts lagdeling. De er trængt ind mellem den mellemste og den øverste basaltserie, der har virket som en svaghedszone for den indtrængende magma.

De uregelmæssige intrusive dannelser
De uregelmæssige intrusive dannelser findes i den kulførende serie i den nederste basaltserie. Magmaet er trængt ind i disse svaghedszoner og er størknet i uregelmæssige former

Bevægelser i plateauet

Basaltlagene i de tre serier ligger ikke længere vandret som, da de blev dannet, nu hælder lagene mere eller mindre i østlig retning. På de nordlige øer hælder lagene fra NØ til SØ, på Sandoy mod Ø og på Suduroy i retning fra ØSØ til NNØ. Da underlaget gav efter for plateauets vægt, opstod der spændingsudligninger. Magma trængte op i disse svaghedszoner og dannede tætliggende lameller. Det er langs disse svaghedszoner og lameller i plateauet, at fjorde og kløfter er blevet eroderet.


Øerne hælder markant fra øst til vest, så de ofte er højest mod vest.
Formning af landskabet

Landskabsformerne er det ydre resultat af samspillet mellem de processer, der udspilles i Jordens indre og dem, der udspilles på dens overflade. For landskabsudviklingen har det altså betydning, hvilken bjergartsammensætning og geologisk struktur, området har. I det foregående er der gjort rede for de indre kræfters virke, som resulterede i opbygningen af det færøske basaltplateau. I det følgende beskrives de landskabsformer, som er resultatet af de ydre påvirkninger, plateauet har været udsat for og stadig eroderes af.

Plateauet eroderes

Fra plateauet stod færdigdannet tidligt i tertiærtiden, til kvartærtidens ismasser dækkede landet, gik der mere end 50 mio. år. I løbet af denne lange periode blev plateauet eroderet og nedbrudt, og der blev dannet dybe dale og stejle fjelde og plateauet blev opdelt i den nuværende øgruppe.

Fjordene, de lange dale, med retning fra SØ til NV med tilhørende smådale blev formet af isens bræer, mens kysterne med deres stejle, ofte høje forbjerge og spidse klipper blev dannet af havets ødelæggende kræfter.

Istidens spor i landskabet

Under sidste istid havde Færøerne deres egen iskappe, der sandsynligvis har dækket hele den færøske shelf. Gletsjerne fyldte dale og fjorde og gravede ujævnheder bort i dalenes bund og sider og gav dem den U-form, der er karakteristisk for gletsjerdale. Føristidslandskabet har været bestemmende for isens bevægelsesretning. Gletsjerne har fulgt det allerede eksisterende dal- og fjordsystem. I den sidste del af nedisningen har isbevægelsesretningen været bestemt af lokale terrænformer. Morænematerialet som isen aflejrede findes i dalene og et stykke op ad fjeldsiderne. Morænedækket på Færøerne er ikke særlig tykt. Kun i enkelte tilfælde når det en tykkelse på omkring 5 m. Der findes ingen endemoræner men en enkelt midtmoræne dannet af to gletsjere, der kom fra hver sin dal, og to sidemoræner forenede og aflejrede deres materiale som en midtmoræne ned langs forkanten af det fjeld, der adskiller dalene.


Fjorde og dale

De åbne fjorde på Færøerne forløber i samme nordvest-sydøstlige retning som det spaltesystem, hvorover basaltplateauet blev dannet. Det er det samme som den tektoniske hovedretning. De tidligste vandløb, der skulle medvirke ved udformningen af det færøske landskab og sønderskære plateauet har holdt sig til de NV-SØ forløbende svaghedszoner og har i tidens løb eroderet dem til dale, der i dag er de fjorde og sunde, der adskiller øerne.
Selvom Færøerne hævede sig efter istiden, da øerne blev befriet for vægten af iskappen, blev tidligere dale overskyllet ved havstigningen og forvandlet til fjorde. Ved yderligere havstigning eller nedsynkning af landet, ville de gennemgående dale, der er en del af fjordsystemet med samme hovedretning NV-SØ blive forvandlet til fjorde. Det gælder f.eks Saksunardalur og Kollfjardardalur på Streymoy og dalen Millum Fjarda mellem Funningsfjødur og Skalafjørdur på Eysturoy.
Foruden de åbne fjorde findes der – især på østkysterne – korte, lukkede fjorde eller bugter, der giver østkysterne et fliget udseende. På de nordlige øer udmunder de korte fjorde i nordøstlig retning. På de sydlige øer udmunder de i sydøstlig retning. Botner eller cirkusdale er typiske landskabselementer i de færøske fjorde og dale. Dalbunden er flad og siderne meget stejle. Dannelsen er formentlig sat i gang ved vandløbserosion, frostsprængning og gletsjererosion.


Det færøske landskab varierer hele tiden med dale og fjorde.
Fjelde

Specielt på de nordlige øer får man en fornemmelse af at Færøerne er et fjeldland. Her findes de højeste fjelde. Slættaratindur på Eysturoy er med sine 882 m det højeste fjeld på Færøerne. Bjergryggene, der forløber midt ned igennem øerne, har fået et tydeligt zigzag-forløb fordi botnerosionen har gnavet på begge sider af ryggen. De stejle fjelde findes ud mod kysterne mod nord og vest. Inde i landet skråner fjeldene jævnt eller terrasseformet ned mod dalene. Den blanding af moræne- og forvitringsmateriale, som dækker det nederste af fjeldsiderne og dalbunden er grundlaget for det færøske landbrug. Overalt på Færøerne sker der jævnligt mindre skred. Det kan være vanddrukken jord, der skrider, men der sker også en konstant nedbrydning af højtliggende fjeldpartier. Frostsprængning er i høj grad medvirkende til, at endog store blokke løsnes og styrter ned. De talrige kløfter er et iøjnefaldende træk ved det færøske landskab, de skærer sig mere eller mindre dybt ind i fjeldsiderne. De forekommer ofte i rækker langs samme brudzoner.


Vandløb

Der findes mange vandløb på Færøerne på grund af øernes højdeforhold og den rigelige nedbør. Småbække samler sig i hovedvandløb. I løbet af mange millioner år har vandløbene eroderet de brede dalbunde. Og istidens gletsjere har poleret og udglattet dalenes sider og bund, ligesom smeltevandsstrømme også har udført et stort erosionsarbejde. De nuværende vandløb er opstået efter istiden og har gnavet sig ned i den gamle dalbund, hvor de ikke synes af meget i forhold til dalenes bredde.


Småbække støder man på overalt.
Søer og moser

Søer findes både i dalene og højt oppe i fjeldene. Store søer kaldes på færøsk vatn og de små søer benævnes tjørn. Nogle søbassiner er opstået ved gletsjernes erosion i klippegrunden, i andre tilfælde skyldes søbassinernes dannelse erosion i brudzoner langs lamelzonerne.
Lige efter istiden har søernes antal sikkert været større end nu. I tidens løb er mange søer blevet fyldt op af vandløbenes aflejringer og er groet til og omdannet til moser. Både i dalbunden og op ad fjeldsiderne træffer man på tørvemoser og bunden i de højtliggende botner er ofte dækket af tørvemoser.

Klippekyst

Forskellen i de tre basaltseriers struktur og basaltens østlige hældning betyder, at der er udviklet vidt forskellige kystformer i øst og vest.
I sunde og fjorde ligger kysterne i læ for brændingen. Her skråner vegetationsklædte fjeldsider jævnt ned mod stranden. De østvendte kyster er pga. basaltens hældning ikke udsat for en underminerende erosion. På de vest og nordvendte kyster rejser klippesiderne sig direkte mod brændinger, det betyder at disse kyster er eksponeret mod den dominerende vestenvind. Høje stejlkyster er ret sjældne på østkysterne, hvor landskabet overvejende skråner jævnt aftrappet ned mod havet.
De berømte høje og stejle fuglefjelde findes på nord- og vestkysterne. Her er kysterne dannet af den mellemste og den nederste basaltserie. Klipperne rejser sig næsten lodret fra havet og undertiden til flere hundrede meters højde. Porøse zoner, tuflag, lamelzoner og gange angribes af brænding og bølgeslag, der underminerer kysten.


2. Plante- og dyreliv

På Færøerne findes foruden mange mosser og laver 150 almindeligt forekommende planter. Blandt fuglene er der truffet 220 arter, hvoraf 50 er faste ynglefugle. Insektverdenen er fattig. De få dagsommerfugle, der træffes er alle tilflyvende og stikmyg mangler helt. Krybdyr og padder mangler helt og kun tre vilde pattedyr findes – alle importerede – husmus, brun rotte og haren


Faeroerne
Lunden er så talrig på Færøerne, at den er blevet synonym med øgruppen.

  Download opgaver til Færøerne

  Download PDF-version af Færøerne