Danmarks, Grønlands og Færøernes geologi og natur

Dødisbakker og hatbakker

Den mest almindelige danske landskabsform er morænelandskabet med dets flade til jævnt bølgede landskab. Morænelandskaberne er udformet i sidste istid af de sidste tre isstrømme. Nordøstisen for 22.-19.000 år siden, Sydøstisen for 17.-18.000 år siden og Bælthavsfremstødet for 14.-15.000 år siden. Seneste istid sluttede for 11.700 år siden, hvor isranden stod oppe i Mellemsverige. I dag kan man opleve de samme processer ved den grønlandske indlandsis eller de store gletsjerområder i Island. Gletsjerne var i stadig bevægelse og gletsjerranden flyttede sig i takt med svingninger i temperatur og nedbør. Under perioder med tilbagesmeltning kunne større og mindre partier af en gletsjer smelte ned til isolerede isbjerge og ismasser, der under ét kaldes dødis. Smeltevandet strømmede ud i åbninger og huller på dødisens ryg og dannede søer. Med sig førte vandet store mængder sten, grus og sand, som blev aflejret i lag på bunden af søerne.


Dødisbakker og hatbakker


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Dødisbakker et dannet i dødis foran gletsjeren. Ved et senere gletsjerfremstød forstyrres lagene i dødisbakkerne, der nu bliver til hatformede bakker. De hatformede bakker findes især på Langeland, Fynshoved og i Storebæltregionen.

Kamebakker

Ved den senere afsmeltning af dødisen kom de lagdelte materialeaflejringer til at stå tilbage som isolerede, flade bakker med stejle sider – sider, der så at sige er aftryk af hullernes isvæg. I det geologiske fagsprog kaldes de kámes eller kamebakker. Det mærkelige navn stammer fra oldpersisk, hvor kamé var betegnelsen for en smykkesten med ophøjet relief. Her var stenen ofte en agat eller tilsvarende ædelsten med opdeling i forskellige farvede lag. De oprindeligt ret lodrette sider på bakkerne er efterhånden blevet afrundet i konturerne. Dels på grund af de efterfølgende årtusinders naturlige erosion og dels ved menneskets brug af arealerne. Gode eksempler på kamebakker finder man på Vestfyn, i Vest- og Nordøstsjælland og i Jylland langs østsiden af isens hovedstilstandslinje.

Linjer i Højbjerg


(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Højbjerg er en hatformet bakke med en højde på 29 meter. Her ses bakkens landskabelige linjer.


Fakkebjerg er en hatformet bakke nær sydspidsen af Langeland. Fra toppen af bakken, der ligger 37 meter over havet, er der udsigt til Lolland og Tyskland.
Hatformede bakker

På Langeland ses et landskabeligt fænomen, der består af mange små, runde og bløde bakker, der nærmest ligner gravhøje. Det er dislokerede eller ”ommøblerede” kamebakker. Fænomenet kaldes hatformede bakker eller hatbakker på grund af formen, der ofte er kuplet. Der er i alt omkring 700 bakker, hvoraf de fleste har en diameter på knap 200 m og en højde på 10-20 m – de største er dog op til 40 m høje. Bakkerne ligger i 7-8 rækker på langs af øen og fortsætter ud i hhv. Smålandsfarvandet og Langelands Bælt. De hatformede bakker er opstået ved, at isen i perioder er rykket frem og har skubbet til eller endog overskredet kamebakker. Derved er dødisbakkerne med deres oprindeligt vandrette lag blevet forstyrret, og bakkerne er kommet til at ligge i rækker svarende til, at isranden lå parallelt med øens længderetning. Nordøstisen kunne f.eks. efterlade et dødislandskab med mange kamebakker. Når Sydøstisen siden hen overskred området, blev lagene i kamebakkerne presset op i flager og overlejret af moræne. Nu var der skabt en række hatbakker, der indgår som en del af et morænelandskab. At bakkerne ligger i flere rækker kan forklares med, at der var flere isfremstød afløst af perioder med bortsmeltning. I Vestsjælland og på Fyns Hoved kan man ligeledes finde typiske eksempler på hatformede bakker.

Dødisbakke og hatbakker
Hatformede bakker dannes i bræmmer af dødis langs gletsjerens rand. I store huller i dødisen dannes smeltevandssøer, der ofte ligger i rækker langs isranden. Her aflejres materiale, der veksler mellem groft grus og finkornet sand og ler. Når isen er smeltet bort ligger issøernes bundmateriale tilbage som runde bakker på stribe.

Doedisbakker

Doedisbakker
På Langeland ligger talrige hatformede bakker i kæder, der følger øens længderetning. Her ses to bakker på den sydligste del af øen. Den øverste ligger i landskabet lige før Dovns Klint og den nederste lige udenfor Bagenkop.

Bakker som biotop

Det gælder for alle nydannede moræneområder, at umiddelbart efter isens afsmeltning har det medbragte materiale ligget som enorme bunker af sten, grus og sand. Denne ”råjord” var veldrænet og indeholdt mange af de vigtige plantenæringsstoffer. Dog manglede kvælstof, fordi det meste af morænernes materialet blev hentet så dybt, at der kun har været lidt kvælstofholdigt organisk materiale til stede. Men i løbet af en længere årrække etableredes alligevel et plantedække, og mulddannelsen begyndte. Denne udvikling er generel for alle moræneområder. For mange af dødisbakkerne kommer en ekstra faktor ind i billedet: Flere er udpræget cirkelformede. Det betyder, at de rummer skrænter til alle verdenshjørnerne, derfor har de både skyggede og stærkt soludsatte dele. Man kan godt opfatte sådanne regelmæssige bakker som naturens egne forsøgslaboratorier til studier af mikroklimaets indvirkning på plante- og dyrelivet.


To hatformede bakker ved siden af hinanden på Sydlangeland.

Nutidens dødisbakker og hatbakker

Doedisbakker
På halvøen Hindsholm nord for Kerteminde findes flere hatformede bakker. Denne er 34 m høj.

I dag ser man ofte, at de mindre bakker ligger som græs- eller buskbevoksede områder. Det skyldes, at de bruges til husdyrs græsning og ikke til dyrkning af korn eller andre planteafgrøder, fordi det er for vanskeligt at bearbejde med moderne markredskaber. I hvor høj grad, der bliver tale om helt åbne græsarealer, eller der kommer en vis mængde buske og træer, afhænger af, hvor mange dyr der skal leve af området. Jo færre dyr, jo tættere buskads.



Langeland er ligesom Hindsholm, Sejerø og Vestsjælland domineret af hatformede bakker i hobetal.
Bakker som biotop

Græsning af et område betyder mindre pløjning og især mindre tilførsel af natur- eller kunstgødning. Det giver plads til, at en række vilde plantearter kan finde fodfæste. Man opnår således at få en overdrevsvegetation på disse bakker. Her er det, at det tidligere nævnte ”naturlaboratorium” kan være med til at demonstrere betydningen af solindstråling i terrænet. Syd- og vestsiden får al den sol, det er muligt med lys og varme, mens nordsiden måske ligefrem ligger i skygge og ikke bliver varm, men fugtig, fordi der ikke er så kraftig fordampning. Om foråret er både sol- og skyggeskråningerne grønne og frodige. Men efterhånden som man kommer hen på sommeren, vil planterne på solskråningerne virke mere og mere visne, mens de meget længere holder sig friske på skyggeskråningerne. Ser man nøjere efter, opdager man, at det er forskellige planter, der dominerer på de to skråninger. En anden botanisk iagttagelse, man kan gøre på de solvendte skråninger, er, at alle planterester hurtigt omsættes, så det er ren muldjord, man finder her. Derimod er skyggesidens overfladelag tørveagtigt, fyldt med plantedele, der kun er delvis omsat. Her er jorden mere sur – dvs. har en lavere pH-værdi - fordi der udskilles sure forbindelser fra det tørveagtige materiale.


Maskeret hatbakke

(Vælg 'menu' for at aktivere lag.)

Her ses hatbakkens linjer inde i skoven.

  Download PDF-version af Dødisbakker og hatbakker

  Download opgaver til Dødisbakker og hatbakker