Næsten ude ved Vesterhavet ligger en række store bakkelandskaber. Skovbjerg Bakkeø er den nordligste og største med et areal på ca. 1500 km². Den er så stor at den udfylder området mellem Storåen og Skjern Å. Derpå følger Varde Bakkeø, Esbjerg Bakkeø og Hjerpsted Bakkeø nær den dansk-tyske grænse.
Bakkeøerne, der ligger i Vest- og Sydvestjylland, er gamle morænelandskaber fra næstsidste istid, der kaldes Saale-istiden. Under sidste istid, der kaldes Weichel-istiden, lå disse morænelandskaber vest for isens hovedstilstandslinje, derfor blev de ikke dækker af is, de er altså mere end 130.000 år gamle og tilhører de ældste istidslandskaber i Danmark. Engang kunne man se en af de største som en svag stigning i landskabet langt ude mod vest, hvis man stod på de flade smeltevandssletter omkring Karup. Det kan man ikke længere, for efterhånden som smeltevandssletterne og bakkeøerne er blevet opdyrket, har et netværk af læhegn og plantager udvisket landskabet. Mod øst op mod isens hovedstilstandslinje mellem Ikast og Brande ligger en gruppe små bakkeøer, hvoraf Isen Bjerg, lige sydøst for Ikast, er en af de mest markante. Den er næsten uden træbevoksning og fremtræder meget tydeligt i terrænet med sin bratte rejsning på 20-25 meter over smeltevandssletten.
Isen Bjerg er en af Danmarks mindste bakkeøer
Bakkeøerne ligger i Vest- og Sydvestjylland. Det er gamle morænelandskaber fra næstsidste istid, der kaldes Saale-istiden. Under sidste istid, der kaldes Weichel-istiden, blev disse bakkeøer ikke dækket af is, fordi de lå vest for isenes hovedstilstandslinje.
For at forstå bakkeøerne som landskabstype skal vi først lidt tilbage i den geologiske historie. For omkring 2,6 mio. år siden begyndte den yngste af de perioder, som geologerne inddeler Klodens geologiske historie i. Den betegnes Kvartær eller kvartærtiden og er karakteriseret af istider med mellemliggende varmere perioder, såkaldte mellemistider. Kvartær opdeles igen i to perioder. Den første periode, der varede frem til ca. år 11.500 før nu, kaldes Pleistocæn og er hos os kendt fra tre istider og to mellemistider. Pleistocæn afløstes af den varmeperiode, vi lever i i dag, Holocæn. Under de tre istider trængte enorme gletsjere fra det nordligste Skandinavien ned til Den Engelske Kanal og Mellemeuropa. I forbindelse med nedisningen blev alt plante- og dyreliv fortrængt fra de dækkede områder.
Hjerpsted Bakkeø danner klint mod Vadehavet. Morænen i klinten er fra Saale-istiden.
Efter hver istid var landskabet dækket af morænemateriale. Det er blandinger af sten, grus, sand og ler, der enten er transporteret hertil fra områder nord og nordøst for os, eller er materiale, som isen har presset op lokalt. De vestjyske bakkeøer er som nævnt moræneaflejringer fra den mellemste istid, der kaldes Saale-istiden. Da isen smeltede mod afslutningen af sidste istid bredte smeltevandssletter sig ud over de lavtliggende dele af morænerne fra Saale-istiden. Smeltevandet aflejrede materiale i de lavtliggende områder og eroderede nogle steder i de højtliggende områder. Enkelte steder har smeltevandet ligefrem eroderet voldsomt i bakkeøerne bl.a. Isen Bjerg. Efterhånden som isen forsvandt, trådte resterne af det gamle landskab fra Saale-tiden frem som et bakkelandskab, der hævede sig som øer over de flade smeltevandsletter
Set fra nord forsvinder Yllebjerg Bakkeø let i landskabet.
I den kolde periode under Weichsel blev bakkeøerne og den øvrige del af det isfrie område udsat for samme jordbundsprocesser, som vi i dag kender fra arktiske områder. Om vinteren frøs jorden, og terrænet blev dækket af sne. Om foråret og i løbet af sommeren smeltede sneen, og overjordiske vandløb skar sig ned i overfladen. Om sommeren tøede de øverste jordlag også op, mens de dybere lag forblev frosset. Det betød, at de øverste lag ofte flød ned ad siderne på bakkerne og på den måde var med til at afrunde stejlheder i terrænet. Selv om jorden på bakkeøerne er gammel og som nævnt stammer fra midterste istid, viser jordbundsundersøgelser, at der på flere af dem er tydelig forskel på jorden fra sted til sted på en given ø. På den største af bakkeøerne, Skovbjerg Bakkeø, er den østlige del tydeligt leret og dermed ret så frugtbar. Mod vest nær Ulfborg og Vind er jorden derimod stærkt sandet. Det betyder, at den er næringsfattig og tør.
Al er et hårdt jordlag, som det er svært at trænge igennem. I en kalkfattig og sur jordbund nedbrydes døde plantedele langsomt, derfor dannes der efterhånden et tykt, surt morlag under planterne. Syren fra morlaget er i stand til at opløse en række stoffer i de øverste jordlag, der føres med regnvandet længere ned i jorden og efterlader det øverste jordlag, som man kalder blegesand, helt tømt for næring. De udvaskede stoffer udfældes længere nede i et hårdt, næsten uigennemtrængeligt lag, det er selve allaget. Her findes store mængder jernoxid. Allaget kan være rødligt eller sort, og når det er så svært at trænge igennem, er det fordi dets sandkorn er ”limet” sammen af jernoxid og organisk stof.
Fra gammel tid har bakkeøerne været tyndt befolket. Det skyldes især de vanskelige jordbundforhold, der gør det næsten umuligt at komme ned i jordbunden under allaget. Mange af områderne henlå derfor som hede eller krat indtil for et par hundrede år siden. I begyndelsen af 1800-tallet blev der sat nogle store skovdyrkningsprogrammer i gang. Der var nemlig stor mangel på træ til tømmer og brændsel. Snart blev bakkeøerne også dyrket som jordbrug. Det blev nødvendigt at sikre de enkelte marker mod vind og udtørring. Derfor opsatte man forskellige typer af læhegn. De første var selje-røn eller hvid-gran opstillet i én række. I nyere tid er de blevet tre- til femrækkede med en blanding af forskellige træer og buske. De fleste af disse læhegn blev plantet med økonomisk støtte fra Staten. På nogle af bakkeøerne henligger dele af arealerne stadig som heder. Det gælder f.eks. den lille bakkeø Isen Bjerg, der næsten udelukkende er hede uden nogen form for træplantning. Det samme gælder for store dele af Skovbjerg Bakkeø med Stråsø Plantage øst for Ulfborg. Området har som mange af de større jyske heder haft en bestand af urfugle. Den sidste blev set i Vind i 1997. Allerede i midten af 1900-tallet var man klar over, at urfuglen havde dårlige kår. Mange af dens biotoper var blevet opdyrket, og de resterende heder var under tilgroning. Man har forsøgt sig med mange dyrkningsmetoder for at fastholde lynghederne. I Vind Urfuglereservat forsøgte man i begyndelsen af 1960'erne at forny lyngheden ved kontrollet afbrænding. Resultaterne var positive for lyngbuskenes vedkommende, men ikke tilstrækkelige til at holde på urfuglene. Til gengæld har Stråsø Plantage efterhånden udviklet sig til en meget varieret skov med et spændende dyreliv. Der er således store bestande af kronhjort, dådyr og rådyr sammen med et rigt og varieret fugleliv.
